4

75 år med motorsport – Automobil Sports Klubben

Posted by admin on 1 July, 2012 in Baner, Klubber |

Mandag den 5. december 2005 var en mærkedag i dansk bilsport. Den dag kunne Automobil Sports Klubben fejre, at det var 75 år siden, at klubben på initiativ af trioen Jens D. Ramsing, Max Schreiner og Aksel Premer blev stiftet i Ungarsk Vinhus i Niels Hemmingsens Gade i centrum af København. Baggrunden for stiftelsen var utilfredshed med de forhold, som bilkørerne havde i datidens motorløb, der for størstedelens vedkommende blev arrangeret af motorcykelklubber, hvorfor bilkørerne altid kom i anden række.

Det forhold ændrede Automobil Sports Klubben i den grad på. Før anden verdenskrig var man initiativtager til en lang række traditionelle og utraditionelle former for motorløb, lige fra orienteringsløb over trials til radioløb og ballonjagter, hvor kørerne i deres biler skulle følge en stor friballon fra Ringsted til Slangerup, hvor den endelig landede. Men i efterkrigstiden slog klubben for alvor sit navn og sin position fast som landets toneangivende bilsportsklub, der formede udvikling og struktur af den danske bilsport.

Automobil Sports Klubben og dens nøglemedlemmer var således initiativtagere til oprettelsen af Dansk Automobil Sports Union i 1948, der skulle varetage FIAs danske sportsmandat, som formelt lå i Kongelig Dansk Automobil Klubs varetægt, men som den hæderskronede klub ikke selv magtede at forvalte. I unionens første tiår var der et stort sammenfald mellem dens ledere og de personer, som stod i spidsen for Automobil Sports Klubben, og det gav ekstra pondus, når klubbens medlemmer skulle forhandle med tredjemand om løb og baneprojekter.

Roskilde Ring var i perioden fra 1955 til 1968 omdrejningspunktet for Automobil Sports Klubbens aktiviteter. Foto: Dansk Veteranbil Klubs arkiv.

Netop en egen bane stod højest på klubbens ønskeseddel, og selv om man havde arbejdet på mange projekter – heriblandt nogle ved Sundholm på Amager og ved Flyvestation Værløse – skulle man helt frem til klubbens 25. år, inden man fik sin egen bane. Det var som bekendt Roskilde Ring, hvor man ved hjælp af en motorsportsinteresseret lodsejer, Poul Tholstrup, en kreditvillig entreprenør og oprettelsen af en genial banefond fik skabt Nordens første permanente asfaltracerbane. Den blev et centrum for bilsporten i Danmark, hvor man i 1961 og 1962 kørte Formel 1-løb med henholdsvis Stirling Moss og Jack Brabham som vindere. Imidlertid betød byudviklingen, at banen ikke kunne fortsætte, og selv om det i de sidste år lykkedes klubben at tjene en betydelig del af anlægssummen til en ny bane, så stødte alle efterfølgende forsøg på at skabe en afløser på modstand af den ene eller anden art.

Men Automobil Sports Klubben var i halvtredserne og tresserne andet og meget mere end bare Roskilde Ring.

Da den ændrede færdselslov i 1955 atter tillod bilorienteringsløb, kunne klubben sætte fuldt blus under denne disciplin, som man indtil da havde dyrket lidt i det skjulte ved at kalde dem for kortlæsningsøvelser. Netop bilorienteringsløbene var med til at skaffe mange medlemmer til Automobil Sports Klubben, men klubben gjorde også et stort arbejde for at rekruttere dem. I 1958 afholdt man således sportens første orienteringskursus, som blev efterfulgt af et såkaldt Kravlegårdsløb, hvor kun nybegyndere kunne deltage. Det blev en stor succes. Mere end 2.500 personer vurderes at have været igennem klubbens kursus, som varede frem til midten af firserne, og mange af dem blev medlemmer af klubben, som i 1965 havde næsten 1.000 medlemmer.

Ud af klubbens bilorienteringsløb voksede også nogle af de største og mest traditionsrige rallyer, som man har haft i Danmark.

I 1960 så Rallye Monte-Carlebo dagens lys, og efter at det igennem det meste af tresserne var blevet kørt som et orienteringsløb, skiftede det karakter og blev til et rigtigt rally. Løbet blev altid kørt i slutningen af januar eller begyndelsen af februar, og med masser af sne på hastighedsprøverne blev det i halvfjerdserne en klassiker, som hvert år skød den danske rallysæson i gang, og som virkelig formåede at skille fårene fra bukkene. Siden kunne man ikke altid regne med sne på denne årstid, og det voldte store kvaler i form af skader på de skovstrækninger, man anvendte, og en af de sidste udgaver af løbet måtte derfor køres midt i industriferien.

Rallye Monte-Carlebo blev dog i størrelse og status overgået af et andet rally. Det var Rallye Baltic, som klubben gik i samarbejde med ADAC i Slesvig-Holsten om at afvikle i 1964. Løbet blev i første omgang kørt i både Danmark og Tyskland, men det udviklede sig hurtigt til et maratonarrangement, hvor ruten i en periode også gik igennem både Sverige og Norge og nåede op på over 3.000 km. I 1969 talte løbet for første gang til Europamesterskabet for konstruktører, og da Rallye Baltic tre år senere også indgik som en afdeling af kørernes Europamesterskab, var det så godt som hele verdenseliten, som kom til start, da rally-VM først blev indstiftet i slutningen af årtiet.

Der blev arrangeret mange hvervearrangementer. Her er det i forbindelse med et manøvreprøvearrangement i 1983. Foto: Automobil Sports Klubbens arkiv.

Også mange gokartarrangementer har klubben stået bag, og heraf har flere talt til internationale mesterskaber. I 1966 kunne man som den første – og hidtil eneste – danske klub være medarrangør af et VM-løb i karting på Københavns Gokart Bane.

I dag er aktivitetsniveauet et andet i Automobil Sports Klubben. Her har de årlige klubdage med baneløb på Ring Knutstorp været faste begivenheder på kalenderen siden 1978, mens man også har været med i arrangørgruppen bag først Copenhagen Classic Car Cup og Copenhagen Historic Grand Prix.

Artiklen “75 år med motorsport” blev i sin oprindelige udformning første gang offentliggjort i Veteran Tidende nr. 354, december 2005, s. 24-25.

Tags: , , ,

4 Comments

Comments are closed. Would you like to contact the author directly?

Copyright © 2012-2024 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com