Carl Bjarne Pedersen – 1957-2013

Posted by admin on 6 April, 2013 in Alle, Personer |

En af de mange personer, som gennem en årrække satte deres præg på dansk Formel Ford, er ikke længere iblandt os. Natten til fredag den 5. april sov Carl Bjarne Pedersen ind i en alder af blot 55 år.

For mig personligt er det et stort tab, for Carl Bjarne Pedersen – eller CB som vi blot kaldte ham – blev min indgangsvinkel til ’den rigtige side af hegnet’ i dansk motorsport. I disse dage er det 30 år siden, at jeg lærte ham at kende. Jeg havde vist vekslet et par ord med ham inden, men det var via hans yngste søster Sølvi, som gik i min parallelklasse på Horsens Statsskole, at kontakten blev skabt. Jeg skulle hjælpe ham med at skrive artikler til den lokale ugeavis, men udover at fotografere med mit Ricoh XR6 og tampe historier på min Olympia Traveller DeLuxe fik jeg også tildelt opgaver som at justere krængningsstabilisatoren på den Hawke DL19, han dengang kørte med.

Carl Bjarne Pedersen i sin Tiga FF79 nogle minutter før starten på et løb på Jyllands-Ringen i 1984.

Det blev til mange gode oplevelser med CB Racing Team fra 1983 og det næste lille tiår frem, hvor vi primært kørte på først Jyllands-Ringen og siden Ring Djursland samt naturligvis også på udvalgte svenske baner.

Da jeg mødte Carl Bjarne Pedersen, havde han taget hul på sin femte sæson i Formel Ford. Han var ikke en kører, der var lynhurtig fra start. Resultaterne kom kort og godt i takt med, at han fik opbygget rutine i den hårde Formel Ford-klasse. Efter tre sjettepladser i træk blev den første DM-medalje sikret med bronze i 1987 efter Svend Hansen og Henrik Jacobsen, og siden kom han helt til tops, da han i 1989 blev Danmarksmester i klassen. Året efter tilbragte jeg mange weekender sammen med ham på de svenske baner, hvor han kørte sig til sejren i det svenske mesterskab i B-klassen. CB fortsatte som aktiv ind i halvfemserne, hvor han bl.a. lejede sin bil ud til andre, ligesom han i en periode også var klasserepræsentant i Formel Ford-klassen.

Karrierens højdepunkt kom i 1989, hvor han blev Danmarksmester i Formel Ford. Her er han ved finaleløbet på Ring Knutstorp foran Steen Hinge og Keld Jensen.

CB var på mange måder en speciel person – at kalde ham gammeldags, er vist ikke helt ved siden af. Men de ting, han beskæftigede sig med, gik han op i med liv og sjæl. Udover motorsport – eller rettere Formel Ford – var heste en anden stor interesse. I sine unge dage havde han været ansat på en rideskole, og efter at han havde stoppet som aktiv i bilsporten, begyndte han som aktiv deltager i kørsel med hestevogn. Det skete i Østjysk Køre Selskab, hvor han bl.a. deltog med datteren Kersti og opnåede flere topresultater.

Carl Bjarne Pedersen fik i 2011 konstateret leukæmi, men efter lang tids sygemelding kunne han genoptage dels sit arbejde, dels sit aktive virke i Østjysk Køre Selskab, hvor han så sent som den 9. februar kørte sig til en andenplads blandt ti deltagere. Desværre blev han før påske atter ramt af sygdom, og denne gang blev han desværre taberen i den uretfærdige kamp.

Tak for de gode oplevelser sammen.

Tags: ,

Copyright © 2012-2023 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com