Carl-Erik Kristensen – 1942-2013

Posted by admin on 10 March, 2013 in Alle, Personer |

Når jeg skriver mine bøger, artikler og webindlæg omkring bilsportshistorie, gør jeg det med en professionel og faktuel tilgang. Det er lidt sværere, når det gælder nekrologer for personer, jeg har kendt. Så tager følelserne over. Det gør de også, når jeg nu skal skrive om Carl-Erik Kristensen.

’Gammel K’ som han blev kaldt i visse kredse er nemlig ikke mere. Fredag den 8. marts sov han ind omgivet af den nærmeste familie

Personligt var mit venskab med Carl-Erik Kristensen af forholdsvis kortvarig natur. Jeg kender mange, og Carl-Erik Kristensen kendte mange, men det var først i forbindelse med researchen til min bog ’Ring Djursland – En udfordring for alle’, at vi kom ind på livet af hinanden. Og det skete med en episode, som vi efterfølgende ofte vendte tilbage til.

Stedet var Djurslands Motor Klub Autosports lokaler på Ring Djursland en lørdag aften i 2007.

Jeg kan stadig høre den tørre, men rammende kommentar fra Carl-Erik Kristensen på dette skud fra september 2011 på Padborg Park. “Skriver du stadig på dugen eller har du husket båndoptageren.” Et minde, som Stefan Mehl-Ludvigsen også har hjulpet mig til at bevare visuelt.

Vi var nogle stykker samlet omkring et bord, havde spist og nu blev der fortalt historier. Jeg vidste, at jeg gerne ville have nogle af Carl-Erik Kristensens historier med i bogen, men jeg frygtede lidt for, om han ville komme frem med dem, hvis jeg nu forespurgte formelt, så jeg havde danset lidt omkring den varme grød. Men nu fortalte han løs, og jeg bandede indvendigt over, at min diktafon lå 20 meter derfra i min fototaske og ikke lige sådan var til at fiske frem, uden at snakken gik i stå. Men der var papirdug på bordet, og jeg havde min kuglepen. Så jeg begyndte at gøre mig nogle notater på den.

”Hvae, sidder du ikke og skriver på dugen?” kom det pludseligt fra Carl-Erik Kristensen, da han ud af øjenkrogen havde spottet mine aktiviteter.

Selv om Carl-Erik Kristensen i sin egen karriere var meget hands-on, så fik andre lov til at skrue på hans biler som her i 1972 på Ring Djursland.

”Jamen, hvis du hellere vil have, at jeg fisker min diktafon frem, så gør jeg det,” svarede jeg kvikt, sprang op og fandt det lille stykke elektroniske hjælpemiddel frem. Han skulede til den, men efter et stykke tid gik snakken atter lystigt, og de gode anekdoter blev gemt for eftertiden. Jeg fik lavet en afskrift og kunne herfra udforme en række afsnit til bogen. Afsnit, som jeg naturligvis sendte til Carl-Erik Kristensen, som gav mig sin godkendelse til citaterne. ”Ja, det var vist sådan, at det skete,” lød hans tilbagemelding til mig i telefonen.

Siden var vi sammen mange gange, og det skete sjældent uden en bemærkning fra ham i stil med: ”Skriver du på dugen eller har du tændt for båndoptageren?” Jeg følte, at jeg havde bestået optagelsesprøven til et venskab – noget, jeg har været meget glad for. Men også noget, jeg begræder ikke skete før, nu da han er borte. Det blev til mange hyggelige og gode timer sammen.

Den yngre generation forbinder meget naturligt Carl-Erik Kristensen med sine to racende sønner – den mangedobbelte Le Mans-vinder Tom og den Clio-afhængige Jacob. Dem bakkede han op, men senior havde også sin egen karriere.

Carl-Erik Kristensen var en alsidig herre. I 1980 var han medkører hos Jørgen Jensen i dennes SSC-Volvo 142 ved langdistanceløbet på Ring Djursland.

Det startede i det små. Med en Volvo Amazon, han havde tunet selv. Den stillede han i slutningen af tresserne op med. Såvel på asfaltbanerne, hvor han fik stryg af de mere moderne Ford Escorter og hurtigere Porsche 911er, som på jordbanerne. Specielt på det løse underlag efterlod han imidlertid et vist udtryk, som i 1969 blev honoreret på utraditionel vis. Dengang blev der ikke kørt om jordbane-DM (det kom først til i 1972), men en gruppe fynske klubber hædrede ham og Åge Mathiassen som uofficielle jordbanemestre ved sæsonafslutningen på Fangelbanen.

“Jeg har nedstrygeren med.” Carl-Erik Kristensen var velforberedt, da han og Åge Mathiassen (t.h.) i 1980 var tæt på at slutte à point om DM-tilen i rallycross.

Pudsigt nok var det NSU-køreren fra Viborg, at Carl-Erik Kristensen skulle have sit største bråvallaslag med. Det skete i 1980, hvor Danmarksmesterskabet i rallycross var udskrevet på tværs af de forskellige grupper, og da de to havde været meget suveræn i henholdsvis gruppe 1 og gruppe 5/SSC, var der sandsynlighed for, at de kunne slutte à point. Men der var kun én pokal, og hvis de sluttede lige, mente Carl-Erik Kristensen, at den skulle deles, så han havde taget en nedstryger med … Den fik han dog ikke brug for, da han endte med flest point og blev Danmarksmester.

Det var ikke de eneste titler, han fik. I 1973 havde han kørte med i Ford Escort Mexico Cuppen, men valgte så året efter at smide en heftig motor i den britiske bil, og det gav ham titlen i Special Saloon Car-klassen.

Specielt den yngre generation kender Carl-Erik Kristensen som far til Jacob og Tom Kristensen. Men ‘Gammel K’ kunne også selv give gas. Meget gas.

Men Carl-Erik Kristensen var en alsidig herre. Han etablerede således Burton Danmark Racing, hvor han fik indrettet en gammel bus, som kørte rundt til løb i ind- og udland, og hvorfra der blev solgt mange racerstumper. Det skete som dansk distributør for Burtons righoldige sortiment, og netop den britiske forbindelse gik også den anden vej. Carl-Erik Kristensen var således ofte til start i England, hvor han deltog i en række hot-rod-løb – det var jordbaneløb på de små speedway-baner i England.

Og så skrev Carl-Erik Kristensen sig også ind i den danske bilsportshistorie, da han i 1988 blev den første dansker, som deltog i Paris-Dakar Rally. Det skete som en del af mandskabet på en Iveco-lastbil, som dog udgik.

Og så kørte Carl-Erik Kristensen også i en heftig Ford Escort Mark II BDA, da der første gang blev kæmpet om EM-point i rallycross på Ring Djursland.

Og så indstiftede Carl-Erik Kristensen i 2003 i regi af DASU-klubben HMS en vandrepokal, som blev uddelt til nye kørere i de små klasser i biler, der ikke var oplagte vindere.

Og sådan er der mange andre gode ting at mindes ham for.

Æret være Carl-Erik Kristensens minde.

Tags: , ,

Copyright © 2012-2024 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com