Da sponsorerne promoverede sporten – og ikke omvendt

I dag har de aktive i motorsporten mange vigtige opgaver. Først og fremmest skal de sikre sportslig succes for dem selv. Men de skal faktisk også gøre det for andre. For gennem deres sportslige succes er de med til at skabe kommerciel succes for de sponsorer, som skaber det økonomiske grundlag for deres deltagelse i sporten.
Selv om man måske ikke kan sige, at sponsorer i dag bare læner sig tilbage og nyder frugterne af deres betalinger, så var det anderledes i halvtredserne. Her var det ikke usædvanligt, hvis en sponsor producerede film, der kunne profilere sporten – ja, vi er i tiden før både tallerken-tv og kanaler dedikeret ene og alene til motorsport. Det var leverandørsponsorerne, som gjorde det, for endnu var det forbudt med deciderede eksterne sponsorer.
Shell var et af firmaerne, som hyrede et filmselskab til at lave optagelser. Man gjorde det således i forbindelse med 1955-udgaven af det belgiske Grand Prix på den gamle Spa-Francorchamps. 58 år senere har selskabet så frigivet filmen, som du kan se her. Og hvor du kan gå i gang med at tælle antallet af product placements ….