Ferrarier i danske racerløb – 1 – De første årtier

Forleden kom jeg til at fundere over den forvandling, der er sket i bilsporten såvel nationalt som internationalt. Og her var det egentlig ikke så meget den forandring, der var sket fra f.eks. halvtresserne og frem til nu, men egentlig mere det, der var sket indenfor de seneste par årtier, jeg kom til at tænke på.

Hvad der egentlig fik mig ind på dette spor, kan jeg ikke erindre, men jeg kom hurtigt til at tænke på et notat, som jeg havde udfærdiget en gang i starten af halvfemserne. Jeg var blevet kontaktet af en dansker, som vist nok var bosiddende i Schweiz. Han havde et par Ferrarier, men også en bekendt, som havde sat sig for at ville kortlægge brugen af de italienske biler i motorløb verden over. Kunne jeg mon hjælpe ham med at komme med nogle input, blev jeg spurgt?  Det mente jeg nemt, at jeg kunne, for vi skrev vinteren 1991/92.

På daværende tidspunkt var Ferrarier faktisk kun nogle racerbiler, som blev anvendt af fabrikkens eget hold i Formel 1, mens der måske var visse excentrikere rundt omkring i verden på daværende tidspunkt, som brugte deres biler til sportsbrug på det, man vel roligt kan kalde hyggeplan. 20 og 30 år tidligere havde det været helt anderledes, for udover at have sit eget Formel 1-mandskab havde Ferrari-fabrikken også sit eget hold med fabriksbiler i de internationale mesterskaber for GT-vogne og sportsprototyper. Ligesom man også solgte racerbiler til kunder, som kørte løb i dem med sejre og skader til følge.

Og dem var der faktisk indtil da ikke ret mange af, som man havde oplevet på dansk grund, og det var det, som dengang gav mig overbevisning i stemmen. Og som i dag får mig til at tænke over den forandring, der er sket.

Siden årtusindskiftet er de danske racerbaner nemlig blevet beriget med en Ferrari Scandinavia Challenge, hvor indehavere af netop Ferrarier har givet den gas bag rattet af deres biler. I de første år med behørig afstand til hinanden (læs: en meter eller mere) og ofte stadig med det flødefarvede læderindtræk intakt i kabinen. Dengang var det vist kun ejerne af bilerne, som morede sig. Men siden hen blev det til rigtig ræs i en sådan grad, at man til tider har kunnet kalde det for kontaktsport og bruge betegnelsen Danmarks dyreste bilkirkegård, når der skulle ryddes op efter et løb (selv om mine venner i Danish Touringcar Championship nu nok stadig har den reelle rekord på det område). Så skulle jeg i dag besvare danskschweizerens henvendelse, ville jeg nok svare, at det godt kunne lade sig gøre, men det nok måtte blive en dag, hvor jeg havde god tid til rutinemæssigt at gennemgå de flere meter resultatlister, som fylder op på mit kontor.

Det var anderledes i starten af halvfemserne, da jeg fik henvendelsen. At jeg dengang mente, at jeg nemt kunne finde frem til de Ferrarier, som havde kørt race i Danmark, skyldtes ikke, at jeg havde dem systematisk katalogiseret, men mere det faktum, at de dengang virkelig var sjældenheder på de danske baner – så store sjældenheder, at det kun var udenlandske teams, som bragte dem med til landet.

Forleden fik jeg så gravet kopien af mit notat frem, og selv om jeg ikke vil gengive det her ord for ord, kan jeg ikke undlade at viderebringe, hvad jeg egentlig dengang fandt frem til (og så i øvrigt spille bolden videre til andre, som måtte sidde inde med information om emnet).

Roskilde Ring var naturligvis stedet, hvor man første gang oplevede en Ferrari i et dansk racerløb, og det skete faktisk forholdsvis tidligt i banens levetid. Allerede ved det tredje stævne i den første sæson – de internationale automobilløb i august – mødte svenske Gunnar Carlsson op med en Ferrari, som han vandt alle tre heats med i specialvognsklassen, hvor han bl.a. slog Robert Nellemann i Allard J2 og Bengt Mårtensson i Mercedes-Benz 300 SL. Senere på dagen blev Gunnar Carlsson sendt ud i en udfordringsmatch mod André Loens, som i en Maserati havde været lige så suveræn i to-liters klassen for sportsvogne. Denne match vandt svenskeren også, ligesom han rundede dagen af med at sætte den første officielle banerekord, da han alene i kamp mod stopuret kørte en omgang på 25,8 sekunder – en snitfart på svimlende 93,5 km/t!

De eneste oplysninger, jeg har kunnet grave frem om Gunnar Carlssons Ferrari, var, at den havde en 3-liters motor, for det officielle løbsprogram er nemlig ikke til megen hjælp, da svenskeren var efteranmeldt.

Ved det samme løb året efter var det Bengt Mårtensson, som repræsenterede mærket. Denne gang med en 500 Mondial-model, som han vandt tre af fire heats med i en GT-klasse. Kun Robert Nellemann i sin trofaste Allard J2 kunne slå ham i det sidste heat, og selv om hans forspring på ti sekunder her var mere end rigeligt til at opveje de halve og hele sekunder, danskeren havde tabt med i de tre første heats, så var det ligegyldigt. Det sammenlagte resultat blev nemlig afgjort ved at tildele points efter heatplaceringerne og addere disse…

I 1957 blev Copenhagen Cup kørt for første gang. Hovedattraktionen var løbet for racersportsvognene, men der var også et felt af seriesportsvogne i intervallet fra 1400 til 2700 cm3, hvor ’Jean Beurlys’ og Serge Orban fra henholdsvis Holland og Belgien mødte op med hver sin Ferrari i kamp mod danske og svenske kørere i Triumph TR2, MG A og Austin Healey 100. Ifølge det trykte program kørte begge i Ferrari Mille Miglia, men fotos i DVK’s arkiver viser, at der ikke var tale om identiske modeller.

’Jean Beurlys’ kørte helt klart i en Ferrari 166 Mille Miglia, mens Serge Orban snarere har siddet bag rattet af en Ferrari 340 Mille Miglia. Snarere skriver jeg, fordi fronten og motorhjelmen helt klart tyder på, at der er tale om en Ferrari 340 Mille Miglia, men den havde typisk tre lufthuller langs siden, mens Serge Orbans bil blot havde tre.

’Jean Beurlys’ var faktisk en af de hurtigste i feltet, da han tog en sejr og en andenplads i to heats, men da han udgik af det tredje, måtte han se sig henvist til en sammenlagt femteplads lige foran Serge Orban.

Og her er der så sikkert nogle læsere, der undrer sig over, hvorfor jeg har sat citationstegn omkring ’Jean Beurlys’, og det er den faktisk en god grund til. Det var nemlig ikke hans døbenavn, men det pseudonym, han brugte, når han kørte motorløb. I virkeligheden hed han Jean Blaton, men for at hans forretningsforbindelser ikke skulle få nys om hans weekendaktiviteter, stillede han altid op som ’Jean Beurlys’, hvilket han i øvrigt gjorde mange gange. Hele 15 gange var han til start i 24-timers løbet på Le Mans, hvilket i mange år var en rekord, mens han siden opbyggede sig en betydeligt privat samling af veteranbiler.

Men tilbage til emnet for denne artikel, nemlig Ferrarier i danske løb. Og dem var der faktisk mange af ved Grand International i 1958. Storløbet er i dag mest kendt som det løb, hvor Stirling Moss først ødelagde motoren i sin Maserati 300S, for så at køre stævnet til ende bag rattet af Brian Naylors JBW-konstruktion med Maserati-motor. Men det var også det løb, hvor der var tilmeldt flest Ferrarier, nemlig fem – en rekord, som først blev slået med introduktionen af nutidens Ferrari Scandinavia Challenge.

Ifølge løbsprogrammet bestod kvintetten af John Kvarnströms privatanmeldte Ferrari 750 Monza, to tilsvarende eksemplarer fra Scuderia Ferrari Swezia til Gunnar Carlsson og Carl Otto Bremer samt finske Scuderia Askolins to Ferrari 250 Testa Rossaer til Esko Keinänen og Fred Geitel. Sidstnævnte team havde også medbragt en Jaguar D Type, som Julius Voigt Nielsen skulle køre, men tekniske problemer med vildkatten betød, at man overlod Fred Geitels Ferrari Testa Rossa til danskeren.

I første omgang blev det kun til en enkelt start i lørdagens del af Grand International for Julius Voigt Nielsen. Han var ellers sluttet som treer, men da Stirling Moss’ motor var sprængt i atomer, fik briten lov til at prøve Ferrarien for så også at gøre den midlertidig ukampdygtig. Men om søndagen kom Julius Voigt Nielsen dog til start i bilen og blev noteret for tre sjettepladser.

Grand International endte dog med den første sammenlagte Ferrari-sejr på dansk grund, men det skyldtes ikke blot det italienske mærkes mekaniske fordele, men også Gunnar Carlsson evne til at køre bredt. Således fik han holdt Stirling Moss bag sig i lige præcis så lang tid, at briten manglede syv tiendedele af et sekund i at vinde sammenlagt – noget, som ikke var specielt populært hos publikum.

Året efter vendte Gunnar Carlsson og John Kvarnström tilbage med deres Ferrarier, men de kom nærmest til at agere statister overfor de kørerne i de britiske racersportsvogne. Stirling Moss vandt i en Cooper T49 foran David Piper i en Lotus 15, mens John Kvarnström blev bedste Ferrari-kører med en fjerdeplads, alt imens Gunnar Carlsson udgik.

Til 1960-udgaven af Copenhagen Cup var Carl Otto Bremer anmeldt i en Ferrari, men højst sandsynligt startede han ikke til fleres store skuffelse. I sit løbsprogram havde nu afdøde Stig Holm-Madsen i forventningens glæde ellers sirligt tilføjet det italienske bilmærke ud for finnens navn for efterfølgende at strege det hele ud igen…

Dermed var det slut med Ferrarier på Roskilde Ring, men i slutningen af tresserne dukkede det legendariske mærke atter op i Danmark.

Første gang var på Ring Djursland var ved det skæbnesvangre Grand Prix i 1967. Det var dog ikke i Formel 3-feltet, hvor dødsulykken indtraf, men i den noget magre sportsvognsklasse, som også var på programmet. Her stillede svenskeren Gustav Dieden op med en Ferrari 206 Dino, og vejrforholdene og den dystre stemning var tydeligvis ikke noget, der huede svenskeren. En ting var, at han var blevet kørt agterud af Yngve Rosqvist i den store Lola T70. Men han kunne heller ikke følge med Anders Josephssons Porsche Carrera 6 for ikke at nævne en trio af Lotus Elaner…

Bedre gik det ikke fire uger senere på Jyllands-Ringen. Her var Gustav Dieden atter med i feltet, som vist nok også talte en Ferrari 275 GTB kørt af Pierre Sudan, men ingen af dem spillede nogen rolle.

I 1968 var der atter Grand Prix på Jyllands-Ringen, og atter var det med et stort sportsvognsfelt som hovedattraktionen. Og atter var det de små, vævre modeller som Chevron B8 og Porsche Carrera 906, som klarede sig bedst på banen. Ved denne lejlighed kom der en Ferrari 275 GTB til start, denne gang med Matthias Wasel bag rattet, mens førnævnte Pierre Sudan er nævnt i det trykte program som chauffør i en Ferrari P4000 – en modelbetegnelse, som denne artikels forfatter aldrig har set anvendt andre steder.

Men uanset hvad, så spillede de udenlandske Ferrari-kørere ikke nogen rolle ved disse Grand Prixer, og der skulle altså gå mere end 30 år, inden der atter kom italienske racerbiler med den stejlende hest i logoet til start i danske baneløb.

Artiklen “Ferrarier i danske racerløb” blev i sin oprindelige udformning første gang offentliggjort i Veteran Tidende nr. 393, marts 2009, s. 40-43.

Tags: Carl Otto Bremer, Ferrari, Gunnar Carlsson, Jean Beurlys, John Kvarnström, Julius Voigt Nielsen, Jyllands-Ringen, Matthias Wasel, Pierre Sudan, Ring Djursland, Robert Nellemann, Roskilde Ring, Serge Orban, Stirling Moss