I fars fodspor

Posted by admin on 30 July, 2012 in Alle, Baner, Personer |

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er den store solbader, selv om stort set enhver dansk sommer kan få en til om ikke at flygte så i det mindste at drømme om at tage sydpå. Hvilket jeg og familien så også gør. Dog mest til den øvrige families store glæde, da det er dem, som primært kan holde til at ligge med maveskindet rettet i timevis mod den gule ting oppe på himlen.

Jeg nyder solen og ser så mit snit til at tage bilen, tænde for airconditionanlægget og så tage på opdagelse. Således også i år, hvor feriemålet var Gardasøen. Ja, grin bare, men stedet er skønt, og der er ikke så langt til hverken Milano, Brescia, Modena eller for den sags skyld Maranello.

De tre sidste steder blev så mål for mine udflugter, hvor jeg i Maranello dels besøgte Museo Ferrari, dels betalte en stak euro for i en – atter airconditioneret – bus blev fragtet rundt for at se fabriksfacader, hvor de mest spændende ruder var forsynet med matteret glas, og få en tur rundt på Ferraris testbane, Fiorano.

Den stod på Museo Ferrari, men denne Ferrari 312 T4 er ikke bare til udstilling. Den er også til pænt brug, da Jacques Villeneuve tidligere året kørte den på Fiorano-banen.

Anlagt i 1972 var den dengang en sensation. Et Formel 1-team med egen testbane. Og selv om den siden er blevet opdateret med sandkasser og ikke mindst de såkaldte FIA-hegn (hvor 45 graders-knækket i toppen dog her vendte udad), så overraskede den mig alligevel. Hvor var den bare smal!

Men det var – og er – jo bare en testbane, så der har ikke været brug for overhalingsmuligheder. Og jo, selv om der i dag er stærke begrænsninger på tests med Formel 1-biler, så kan man jo stadig vride en historisk racer rundt på banen.

Det skete faktisk den 8. maj 2012. Det var 30 års dagen for Gilles Villeneuves død, og meget passende var det sønnike Jacques, der racede rundt på banen i den Ferrari 312 T4, som jeg også så på Museo Ferrari takket være et udlån fra Giacobazzi-familien. Se klippet nedenfor.

Og hvis du læser dette, mens der stadig er særudstilling for Gilles Villeneuve i Museo Ferrari, så kik forbi. Udover Ferrari 312 T4-raceren kan du også se den Ferrari 126 C, som canadieren vandt sine sidste Grand Prix-sejre med samt ikke mindst den Ferrari 308 GTS, han tvang til at køre fra den fransk-italienske grænse til Marannello på to timer og tre kvarter …

Tags: , , ,

Copyright © 2012-2023 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com