Jørgen Bøgeholdt

Posted by admin on 1 July, 2012 in Alle, Personer |

Et af vore medlemmer (af Dansk Veteranbil Klub, red.) er ikke mere. Den 7. maj 2009 måtte Jørgen Bøgeholdt Jensen bukke under for den kræftsygdom, som i de seneste år havde plaget ham.

Jeg ville egentlig også have skrevet præget ham, men jeg vil alligevel påstå, at kræften mere plagede ham end prægede ham. Jønne – som han blev kaldt blandt nære venner – var nemlig meget åben og afklaret omkring sin sygdom. Når man mødte ham, og den kridhvide manke endnu engang var blevet erstattet af små dun på hovedbunden, fik man ofte en munter kommentar om, at ”ja, nu ligner jeg også John Nielsen” med tydelig reference til en af de mange danske racerkørere, som han havde fulgt på tæt hold rundt omkring i verden.

Jørgen holdt humøret højt, indtil sygdommen i de sidste måneder for alvor tærede på ham. Det er nok også derfor, at det alligevel kom som et slag for mange af os, da vi fandt ud af, at hans dage var talte.

Jeg har altid oplevet Jørgen som en positiv person, lige fra vores første møde engang i Nyborg i slutningen af firserne og frem til vort sidste i november, hvor han – atter med dun på toppen – var til stede, da jeg præsenterede den seneste jubilæumsbog, som jeg havde skrevet for Dansk Automobil Sports Union. Netop i denne organisation havde Jørgen haft en særdeles aktiv rolle. I en række år var han ansat sekretær for et af sportsområderne, og han formåede på fremragende vis at adskille rollerne som embedsmanden, der skulle administrere nogle firkantede regler, og privatpersonen, som havde sine egne meninger om tingene.

Selv var Jørgen nærmest født ind i motorsporten. Hans far var Arnold Jensen, der i efterkrigsårene kørte på Amager Travbane og andre jordbaner med sin specialracer, som Jørgen i øvrigt blandt flere andre ting bidrog med billeder af, da jeg i efteråret skrev min føljeton om racertransportere (og hvor det i den forbindelse også blev til flere underholdende og lærerige telefonsamtaler, hvor Jørgen fortalte om den tid, der var). Som Roskilde-knægt var han fast mand ved lægterne på Roskilde Ring, men selv om det primært var på det organisatoriske, fotografiske og rapporterende område, at han siden havde sin tætte berøring med sporten, blev det også til aktiv deltagelse i sporten.

I en alder af 62 år fik Jørgen Bøgeholdt sin debut som Formel Ford-kører – og det morede ham.

I en periode kørte han således manøvreprøver i en Datsun 100A, men i de senere år var det på det personlige plan den historiske del af sporten, der trak. I 2006 fik han således – i en alder af 62 år – sin debut som banekører på Ring Djursland, hvor han var til start i en 29 år gammel Royale RP24 fra Formel Ford-klassen.

Desværre blev det begrænset, hvor meget Jørgen fik lov til at pleje sin interesse for de historiske biler i almindelighed og sin Lotus Elan i særdeleshed. Omstændighederne indhentede ham alt for tidligt. Som en racerkører, der ved det Le Mans, hvor han i mange år var fast journalist og fotograf, må udgå søndag formiddag. Selv om han skulle have kørt mange flere omgange og have oplevet det ternede flag forude.

Æret være Jørgen Bøgeholdt Jensens minde.

Artiklen “Nekrolog – Jørgen Bøgeholdt” blev i sin oprindelige udformning første gang offentliggjort i Veteran Tidende nr. 396, juni 2009, s. 31.

Tags: , , ,

Copyright © 2012-2018 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com