Oldies but goodies – Ford Sierra RS Cosworth

Posted by admin on 8 July, 2014 in Alle, Biler, Vejsport |

Ligesom der er rallykørere, som med deres succes og engagement har sikret sig en plads i dansk rallysports historie, så er der også biler, som har gjort det. Vel at mærke helt specifikke chassiser. I vores første artikel med overskriften oldies but goodies kikker vi nærmere på en Ford Sierra RS Cosworth med en helt fantastisk historie. Det er i år (2012, red.) 25 år siden, at netop den model fik sin debut i bilsporten. Netop Sierra RS Cosworthen var resultatet af et flerårigt projekt, der skulle få den blå oval tilbage i forreste række i europæisk motorsport, og det må man sige lykkedes. I sin oprindelige udformning var der tale om tredørs standardvogn med traditionelt baghjulstræk, men hvor motoren var den velkendte to-liters Pinto-motor, der var forsynet med en Garrett-turbolader.

Mere end ti rallyer vandt Jan Mortensen/Finn Mogensen generelt i perioden fra 1988 til 1992 med bilen.

Der landede to eksemplarer i dansk rallysport i 1987. Den ene var en gruppe N-bil, og med den tog John Frederiksen/Hans Jørgen Aunsø DM-titlen. Den anden var en noget heftigere gruppe A-trimmet udgave, som Jan Mortensen kørte, men her gik der noget længere tid, inden den blev en vanevinder. I 1988 kom der hul på bylden med et par løbssejre, og så gik det stærkt. Sammen med Finn Mogensen vandt ’Motoren’ Danmarksmesterskabet i årene 1989, 1991 og 1992, ligesom holdet i samme periode blev noteret for mere end ti generalsejre i danske og tyske rallyer.

På dette tidspunkt var der kommet nyere, firhjulstrukne udgaver af Sierraen, ligesom Escorten også var kommet i en Cosworth-version, og det betød, at den originale Ford Sierra RS Cosworth gik over til at blive en gruppe H-bil i 1993.

Kaj Andersen/Per Nymann tog to titler med bilen, som betød meget for køreren. ”Jeg vil gerne købe den tilbage,” siger han.

Kaj Andersen overtog Jan Mortensens bil, og han fortsatte med at vinde med den, da han sammen med Per Nymann vandt DM-guld i gruppe H i 1993 og 1994.

”Det var en stærk bil, og den var nem at holde kørende, så meget, at mekanikerne klagede over, at der ikke var noget for dem at lave ud over at pudse og polere den,” husker Kaj Andersen. ”Vi kunne selv skrue op for ladetrykket og så kunne den godt have 400 hestekræfter.”

Sierraen blev byttet med en Toyota Celica i gruppe N-trim, som Ove Pedersen havde stående. ”Men det fortrød vi,” indrømmer Kaj Andersen. Til gengæld havde Ove Pedersen succes med bilen i den ene sæson, hvor han og Kurt Kirkeby kørte med den. Det blev til en ny gruppe H-titel, inden bilen på ny skiftede ejer.

Ove Pedersen/Kurt Kirkeby kørte blot i Cosworthen i enkelt sæson, men blev alligevel Danmarksmestre.

Nu var det Ib Kragh og Susanne Kragh, der sad i bilen, og også de havde succes med den. De sikrede deres første Danmarksmesterskab og samtidig den syvende DM-titel på otte år til bilen.

”I første omgang kunne jeg ikke få den møgbil til at køre, for jeg kom fra en Kadett med en dog-box, hvor jeg kunne skifte gear uden at bruge kobling. Til sidst købte jeg en gearkasse, hvor jeg kunne gøre det,” fortæller Ib Kragh, der også måtte købe andre dele. ”Dengang var turboer ikke så stærke som i dag, så dem måtte vi af og til skifte.”

Ib Kragh ejede i tre år bilen, og sammen vandt de bilens sidste Danmarksmesterskab og kørerens første.

Ib Kragh havde bilen i tre år, inden den blev solgt til sin nuværende ejer, Klaus Bodilsen.

”Jeg havde kørt rallycross, indtil jeg fik den, og så begyndte jeg at køre nogle mindre løb med den og kørte vel i den i 5-6 år,” fortæller Klaus Bodilsen. ”Jeg besluttede mig for at beholde den, for historien i den er meget skæg.”

Klaus Bodilsen er nu i gang med at renovere bilen og føre den tilbage til sin gruppe A-udformning anno 1987.

Siden slutningen af halvfemserne har Klaus Bodilsen været ejer af bilen, som han er ved at føre tilbage til 1987-specifikationer.

”Den skal bare være så original som muligt, og jeg tager ikke hensyn til de klasser, man eventuelt kan køre i,” siger han. Men der er udfordringer i arbejdet. ”Der er ikke lavet så mange af den tre-dørs udgave, og det kan være svært at finde stumper. Jeg har fundet en Bilstein-undervogn fra dengang, og så skal den på 16 tommer hjul. Da jeg fik den, var der 17 tommer på den. Det synes jeg er den rigtige.”

Artiklen “Oldies but goodies – Ford Sierra RS Cosworth” blev i sin oprindelige udformning første gang offentliggjort i DRC Magasin nr. 6, maj 2012, s. 48-49.

Tags: , , , , , , ,

Copyright © 2012-2024 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com