Phillipe Favre – 1961-2013

Posted by admin on 9 December, 2013 in Alle, Personer |

Det måtte jo ske før eller senere. At jeg skulle skrive en nekrolog over en af de næsten hundrede kørere, som deltog i Danish Touring Championship. Men selv om der er flere af kørerne, som har passeret de 60 år, så er det ikke alderdom, som er årsagen til den første DTC-nekrolog her på siden. Derimod et uheld, som ramte en tidligere DTC-kører, da denne dyrkede sin hobby.

Skisport var nemlig det, som Philipe Favre, nævnte først, da jeg i 2001 bad ham liste sine fritidsinteresser op. Derefter fulgte mountainbike og løbeture. Netop oplevelserne med et brædder under fødderne satte en stopper for aktiviteterne og livet for den sympatiske schweizer. Fredag den 6. december omkom han ved en skiulykke i Val Thorens.

Et stort smil. Sådan som jeg husker Philippe Favre.

Philippe Favres danske fodaftryk blev beskedent. Blot en enkelt DTC-afdeling var han med i, hvor han kørte en af Renault Motorsport Danmarks Megane-stationscars på Jyllands-Ringen. Ikke et eneste point blev det til, men det var næppe hans skyld – snarere bilen.

Philippe Favre ankom nemlig til racerbanen ved Silkeborg med et pænt og fyldigt CV. Han havde taget den lige vej fremad mod Formel 1-klassen. Først Formel Ford 1600. Så Formel 3. Og dernæst Formel 3000. Og hans indsats udløste faktisk testkørsler for Leyton House i Formel 1. Han var således kører nummer fire, der deltog i DTC-klassen med erfaring fra en samtidig-Formel 1-racer i bagagen. Det var ikke noget, der var alle forundt. Heller ikke dengang!

Schweizderen i den vel nok mest usædvanlige DTC-racer nogensinde.

Men efter Leyton House-testen gik formelkarrieren i stå, og Philippe Favre skiftede til sportsvogne, hvor det blev til kørsler i bl.a. Lister, Honda og Ferrari, inden han fik sin DTC-debut.

DTC-debuten i den gule Renault Megane Stationcar var dog ikke den første oplevelse, jeg havde af Philippe Favre. Det var ved Formel Ford Festivalen i 1986 på Brands Hatch. Som flere andre ikke-briter havde han valgt at køre i England for at udvikle sig og blive spottet. Præcist ligesom Roland Ratzenberger fra nabolandet Østrig. De to endte med en intens duel i finalen, hvor de sluttede med blot fem hundrededele mellem sig. Med Ratzenberger som vinder og Favre som toer. Og foran Peter Rogers på tredjepladsen i den gule Laser.

Tre Formel Ford-kørere, som desværre ikke er længere, men hvis evner havde fortjent større resultater. Nedenfor kan I enten opleve – eller genopleve – denne finale.

Tags: ,

Copyright © 2012-2018 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com