Transport af racerbiler – 2 – Danmark

Posted by admin on 1 July, 2012 in Alle, Biler |

Ligesom den danske motorsportshistorie i almindelighed er kortere og mindre omfattende end sportens internationale historie, er historien om racertransportere i Danmark også af en langt mere afgrænset natur. Kort og godt kom den først i gang med 25 års forsinkelse i forhold til udlandet, hvilket skyldtes de yderst begrænsede udfoldelsesmuligheder, sporten havde herhjemme i mellemkrigsårene.

Der var få egentlige bilsportsbaner, og de løb, der blev afholdt, var også til at overse. Samtidig var størstedelen af klasserne udskrevet for almindelige standardvogne, hvor deltagerne brugte deres hverdagsbil, som naturligvis var indregistreret og dermed fuldt legalt kunne køre på vejene. Der var dog to undtagelser. Midgetklassen var for rendyrkede enkeltsædede racerbiler, mens bilerne i den nordiske specialvognsklasse var kraftigt ombyggede standardvogne, og netop specialbyggede køretøjer er jo hele forudsætningen for, at behovet for deciderede racertransportere opstår.

”Jeg kan huske, at Robert Nellemann havde en trailer til C’est si bon og Silver Birden, når han skulle til løb,” fortæller Jørgen Bøgeholdt Jensen fra Roskilde. Hans far var Arnold Jensen, der var en af deltagerne i den nordiske specialvognsklasse, hvor han havde en Ford Special. Men ingen trailer!

”Jeg kan huske, at jeg engang var med i bilen på turen hjem fra Årby-banen ved Kalundborg, hvor der var prøveplader på bilen. Der var ikke noget vindspejl i den side, hvor jeg sad, så jeg måtte dukke hovedet for at trække vejret. Mange af dem, som dengang kørte, var jo automobilfolk, som havde adgang til prøveplader, men der var også nogle gange, hvor han kørte med bilen uden prøveplader.”

Da Arnold Jensen i 1949 skulle deltage i Djurgårdsløbet i Finland, var det fra start planen, at hans Ford Special skulle trækkes i et tov efter hans normale Ford V8 Convertible fra 1932. På de svenske grusveje blev Arnold Jensen imidlertid ramt af så mange sten i hovedet fra den forankørende bil, at man besluttede at fortsætte kørslen ved bilens egen kraft. Her gør Arnold Jensen (nummer to fra venstre) holdt et sted i Sverige. Forrest ses hans to egne biler, og efter dem følger Frede Andersens privatbil og dennes BMW 328. Foto: Jørgen Bøgeholdt Jensens arkiv.

Men de lettere lovløse tilstande var ikke altid mulige i udlandet.

”I 1949 var min far i Finland for at køre Djurgårdsloppet og et andet løb i Tammerfors, og det foregik på den måde, at man kørte op gennem Sverige til Stockholm, hvor man trak bilen i et tov efter en anden bil. Men på de svenske grusveje blev min far gang på gang ramt af sten i øjnene, så man besluttede sig for at fortsætte kørslen ved racerens egen kraft, men uden nummerplader!”

Lidt efter lidt blev det sværere og sværere for de danske kørere at anvende den praktiske og billige løsning. Der måtte en trailer til, men den kostede nu også penge, som man ikke havde for mange af i forvejen, så man måtte tænke kreativt. En af halvtredsernes mest kreative var nok Børge Nielsen. Han kørte i Midget-klassen. Trailer havde han ikke. Til gengæld havde han en amerikansk bil, og nå, ja, datidens biler var jo noget robuste, så man kunne vel smide racerbilen op på taget af den? Som sagt så gjort. Nu vejede en tom Midget-racer højst et kvart ton, men alligevel var det lidt af en præstation taget i betragtning af, at Børge Nielsen heller ikke rådede over en bagagebærer. Ligesom en Midgetracer naturligvis slet ikke var udstyret med nogen håndbremse, der kunne hjælpe med at fiksere den på tagbuen…

Kreativiteten var stor, når racerbiler skulle transporteres fra værkstedet og til racerbanerne, som dengang typisk blot var Roskilde Ring. Her har Børge Nielsen fået bugseret sin Cooper op på taget af en amerikanerbil, alt imens en ung Ancher Larsen kikker på og sikkert undrer sig over, om det nu også går. Foto: Vagn Nielsens arkiver.

Flere og flere trailere dukkede dog op, og i midten af halvtredserne kom de første deciderede racertransportere til. Ligesom de første privatejede racertransportere i tredivernes England var der herhjemme oftest tale om ældre, ombyggede busser. Sigurd Nielsen anskaffede sig en gammel rutebil til sin Effyh-Norton, mens førnævnte Børge Nielsen gik sammen med Viggo Petersen og Per Krog og etablerede Ecurie Centre Nord. De anskaffede sig en gammel Opel Blitz, der havde en fortid som mandskabsvogn hos politiet. Den ryddede de for indmad og forsynede med en tophængslet dør i bagenden, hvor de små Midget-racere kunne rulles ind. Og når de var ude på racerbanerne, fik racerbilerne en presenning over sig, mens kørerne og deres mekanikere sov i Opelen.

Der var dog også de racerbiler, hvor der kun var behov for at transportere dem før og efter sæsonen. På Roskilde Ring var der således en række garager på ydersiden af Everton-svinget, hvor op til flere Lotus Eleven holdt hvil mellem arrangementerne i løbet af sæsonen.

Når vi skriver, at Danmark også på området for racertransportere var et par årtier bagud i forhold til det øvrige Europa, er det faktisk en sandhed med modifikationer. Herhjemme kunne vi faktisk frembringe transportere, som denne artikels forfatter i sin research ikke er stødt på i andre lande.

Vi taler her om nogle specielle trailere, som blev anvendt i slutningen af halvtredserne og starten af tresserne af flere Midget-kørere. Udgangspunktet var egentlig en almindelig trailer, men dens fuldt dækkende overdel var ikke en blød presenning, men derimod en fast opbygning, der havde form og udseende som en halv tønde, der var skåret over på højkant og lagt ned, mens der i hver ende var aftagelige dæksler, så man nemt kunne rulle racerbilen ind og ud. Netop tøndeformen var interessant, for flere af disse transportere blev nemlig dekoreret som halve olietønder med logoer for f.eks. Bardahl og Castrol, for på dette tidspunkt var der endnu strenge begrænsninger for, hvad der måtte reklameres for på selve racerbilen.

Et specielt dansk fænomen indenfor kategorien racertransportere var de anhængere, som en række Midget-kørere anvendte i slutningen af halvtredserne og begyndelsen af tresserne. Overdelen havde form som en overskåret, halv olietønde, og de fleste var da også dekoreret som sådan. Her er det det eksemplar, Bille Andersen brugte til at transportere sin Midget til Jydsk Væddeløbsbane. På de små billeder ses henholdsvis hele vogntoget på Europaplads ved færgehavnen i det indre Århus (skibshandlen i baggrunden fandtes 50 år senere stadig) og traileren i Vilhelm Nellemanns baggård. Foto: Poul Heichendorff.

En anden person, der var stærkt medvirkende til at få Danmark på omgangshøjde med den internationale motorsportsverden også på dette område, var Jens Christian Legarth. Den senere baneejer fik anskaffet en Dodge, som havde haft en fortid som flyttebil, og den fik en af hans daværende mekanikere, Hans Larsen, til opgave at forvandle til racertransporter.

”Den blevet indrettet med ophæng til værktøj, og så man kunne sove hen over førerhuset,” husker Hans Larsens enke, Jytte Larsen, om den blå Dodge, som i øvrigt er afbilledet i Carsten Frimodt righoldige triobiografi De tre racermusketerer. Imidlertid var lastbilen meget nedslidt, da proprietæren havde overtaget den.

”En gang var de af sted i 22 dage. De måtte komme noget kartoffelmos i køleren for at komme hjem, og efter den tur var den død. Den blev sat om bag ved laden, men den blev vist aldrig helt tømt,” fortæller Jytte Larsen.

I løbet af tresserne frembragte bilfabrikkerne dog en række køretøjer, som lidt efter lidt blev interessante for de danske bilsportskørere. Vi taler her om mindre varebiler som Ford Thames, Volkswagen Transporter, Hanomag-Henschel F20/Mercedes 207 og Morris­-modeller som J2 og J4. Men naturligvis ikke i form af de lukkede kassevogne, men derimod som enten en færdigbygget pickup eller et nøgent chassis. Sidstnævnte løsning krævede dog en vis indsats. Dels skulle den forrige ejers opbygning bag førerhuset fjernes, dels skulle der frembringes en ny opbygning med tilstrækkeligt solide slisker, der kunne bære racervognen.

Hanomag-Henschel F20 og søstermodellen Mercedes 207 var mere velegnede, hvis man fik fingrene i en ladvognsmodel, og den vel at mærke kunne holde (i modsætning til det eksemplar, der blev anvendt i en Olsen Bande-film). Anderledes forholdt det sig dog med pickup-udgaven af Volkswagens Transporter. Laddet var bygget op i jern. Under laddet var der et hulrum med tophængslede låger, og her kunne man stuve værktøj og reservedele. Volkswagens pickup var ganske enkelt et perfekt udgangspunkt for en racertransporter, og i takt med at der opstod et marked af brugte mark-1-modeller fandt flere og flere af dem vej til depoterne på racerbanerne, både herhjemme og i udlandet.

Halvfjerdsernes foretrukne racertransporter blandt kørere med mindre biler var en Volkswagen Transporter, hvor læssefladen blev forlænget ved at lade slisker rage ud, så der var plads til hele bilen. Her er det Henrik Kirkegaards Renault 5 TS, der i Galten står klar til afgang på vej mod Jyllands-Ringen. Foto: Henrik Kirkegaard.

Men at bruge en Volkswagen Transporter var dog ikke helt problemfrit. Godt nok var ladet solidt, men det var aldrig langt nok. Man kunne godt transportere de vægt- og længdemæssigt mindste racerbiler, men bagsmækken kunne man altså ikke slå op. Dels ragede racerbilen ud. Dels var det oftest nødvendigt at anvende sliskerne som en forlængelse af laddet, så de blev kilet fast under det hjulpar, der befandt sig tættest på Volkswagen Transporterens førerhus, mens den overskydende del bar det hjulpar, der ikke var plads til på laddet. Men det krævede også, at man læssede racerbilen rigtigt. De små standardvogne blev anbragt i samme retning som racertransporterens kørselsretning, mens det var lige omvendt med formelvognene. På den måde fik man den tunge ende af bilen tættest på førerhuset, mens der var den mindst mulige belastning af de slisker, som stak ud for enden af bilen! Langt op i halvfjerdserne blev modellen anvendt. Både udenfor og på banen.

”Når alle officials var gået hjem, så tog vi vores Pick Upper og kørte med dem på banen,” fortæller den senere Le Mans-kører Lars Erik Nielsen, der i 1977 brugte en Volkswagen Transporter til sin Renault 5-racerbil. ”Det var faktisk meget sjovere. Så var vi 4-5 stykker, som lå og suste rundt på banen efter mørkets frembrud.”

Også i udlandet blev modellen fra Wolfsburg anvendt. Briten Bob Andersson turnerede i midten af tresserne Europa tynd med modellen, selv om han faktisk kørte Formel 1. Men han var også privatkører. Og da Formel 1-dækkene i slutningen af årtiet nåede nærmest gigantiske størrelser, holdt det ikke Pete Lovely tilbage for at bruge samme model til sin Lotus 49 ved de nordamerikanske løb. Han slog blot siderne ned, så de brede bagdæk kunne rage ud! Men den ultimative pickupudgave af Volkswagen Transporteren havde Rennstall Bunker dog. Trods det tyskklingende navn var teamet amerikansk – kørte dog løb med Porscher – og man gik så vidt, at man byggede to chassiser sammen, så man kunne transportere racerbilen, uden at nogen af siderne skulle slås ned.

Det køretøj, som herhjemme overtog rollen som de danske køreres foretrukne racertransporter efter Volkswagen, var Mercedes’ 508- og 608D-modeller, der var en mellemting mellem 207-modellen og de egentlig lastbiler. Den gjorde det nemlig muligt at køre en Formel Ford-racer, en Mini Cooper eller en Hillman Imp direkte ind i kassen, hvor der samtidig også var god plads til værktøj og køjearrangementer, hvis man vel at mærke fik indrettet sig ordentligt.

Omkring 1980 tog Mercedes’ 508- og 608-modeller over som amatørkørerens foretrukne racertransporter efter Volkswagen Transporteren. I forhold til pickuppen havde de den klare fordel, at en mindre racerbil faktisk kunne transporteres inde i kassen, hvor der også kunne opbygges køjer og dækreoler. Foto: Stefan Pedersen.

Trailere og ombyggede busser var dog ikke et afsluttet kapitel af den grund. I 1963 fik randrusianeren Poul H. Pedersen fynske Brenderup til at konstruere en specialbygget trailer, som kunne rumme hans Mini, og selv da han var færdig med at bruge den, fortsatte traileren med at være i brug hos bl.a. Allan B. Sørensen, der har leveret fotografier til vores to artikler om racertransportere. Også navnkundige Erik Høyer var med på både Mini- og trailerholdet. Han rådede over en lille trailer med træsider, hvor læssefladen blot var 30 centimeter længere end akselafstanden på den røde Austin Partner, så bagklappen stod åben i en hældning på 30 grader. Vægten var også lige på kanten. Tavlen på træsiden opgav totalvægten til 860 kg og lasten til 630 kg, så mange gange måtte Erik Høyer og hans trofaste mekaniker Poul Heichendorff bruge hattehylden i deres Austin Maxi for at have plads til reservehjulene…

Der dukkede stadig også busser op, der var bygget om. En af dem blev i halvfjerdserne kørt af Carl Erik Kristensen, og han brugte den dels til at transportere racerbiler, dels til at transportere dæk og reservedele til sine mange kunder, da han i halvfjerdserne stod for den danske Burton-import.

”Bussen kom fra Himmerlandsbanken, som siden gik nedenom og hjem, men det var en, de havde kasseret, inden Tom kom i lære,” fortæller Carl Erik Kristensen med henvisning til sønnen, der på et tidspunkt, hvor karrieren stod stille, netop måtte køre bankbus for banken i Himmerland frem for at køre racerbil i udlandet.

”Jeg købte den for 10 eller 11.000 kroner. Den havde hvide plader på fra banken, og de var med i handlen,” fortæller Carl Erik Kristensen. ”Den var bygget lidt op som en autocamper i dag. Når vi var i udlandet og havde rykket alle stumperne ud, kunne dem, der ikke havde plads, sove inde på hylderne sammen med deres børn.”

Det er efterhånden velkendt, at den mangedobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen havde en fortid som chauffør på Himmerlandsbankens bus, da hans karriere på et tidspunkt gik på standby. Men han er ikke den eneste fra familien, der har styret en af den nu nedlagte banks busser. Farmand Carl Erik Kristensen købte i halvfjerdserne denne bus, som han indrettede som racertransporter og rullende reservedelslager for Burton Racing. Foto: Stefan Pedersen.

Men også udenfor banerne var børnene fascinerede af den store bankbus, der var malet i sort og rød med logoer fra forskellige firmaer, som Carl Erik Kristensen repræsenterede. Flere af dem havde dyr i deres logoer, heriblandt tuningsfirmaet Burton.

”Vi var nede og tanke brændstof på bussen et sted i Tyskland, og da Carl Erik kom tilbage, var han ved at bukke sammen af grin,” husker hans mekaniker, Erik Glenvad. ”Der var en kommet en mand med to unger og havde spurgt: Om ikke de godt måtte have lov til at se delfinerne?

Helt hen i firserne blev busløsningen valgt af danske kørere. Og det var ikke blot, når de skulle med færgen over Storebælt og køre nogle hundrede kilometre for at nå Jyllands-Ringen eller Ring Djursland. Også når det stor udland kaldte, blev busser taget i brug.

I 1984 drog de to fynboer Jørgen Poulsen og John Nielsen ud på Europas landeveje for at køre EM-serien for standardvogne i en Toyota Corolla GT1600 Coupé sammen med Erik Høyer. Men i de mellemliggende 15 år der var gået, var der sket meget for Erik Høyer, for transporten foregik i en ombygget Volvo-bus af den kantede udgave, som DSB også dengang anvendte. Et par år tidligere var Jens Winther ligeledes begyndt at rejse kontinentet tyndt som buschauffør. Også hans team fandt en bus – en Mercedes med en fortid hos Tjæreborg og Ebeltoft Turistfart.

Denne Mercedes havde motoren foran, og det var meget vigtigt. Bagenden skulle nemlig ombygges, så den dobbelte bagrude kunne åbnes opad, de oprindelige hjørnedøre med adgang til det oprindelige bagagerum kunne bibeholdes, mens det resterende stykke karrosseri kunne afmonteres, så teamets racerbil med et spil kunne trækkes op i lastrummet, hvor den stod på skrå. I første omgang var det teamets BMW M1, der skulle transporteres, og på den første tur til Zolder i Belgien – godt 1.000 km – brugte den 16 liter motorolie, og på tilbagevejen løb den tør for olie. I Rødby fyldte man fem liter gearolie på Mercedesen, men inden den nåede målet i Roskilde, var motoren brændt sammen. En ombytningsmotor blev monteret, og den nåede at runde 100.000 km til de europæiske VM-afdelinger for sportsvogne med den første danskejede gruppe C-racer – en URD C82 – inden bussen og Jens Winther indstillede karrieren. ”Bussen havde taget turen til Rhinen og Mosel for Tjæreborg så mange gange, at når vi skulle på Nürburgring, kunne den selv finde vej,” fortæller Jens Winther i 2009.

I starten af firserne fik Jens Winther fingrene i en gammel Mercedes-bus, der bl.a. havde haft en fortid hos Tjæreborg. Med den nåede han at tilbagelægge 100.000 km på de europæiske lande- og motorveje med først sin BMW M1 og siden sin URD C82 bag i bussen. Foto: Jørgen Bøgeholdt Jensen.

Men selv om danskerne anvendte velkendte løsninger, som en god del af de udenlandske teams havde forladt, viste denne periode også, at Danmark stadig kunne gå nye og anderledes veje, når det gjaldt racertransportere.

Formel Ford 1600-køreren Jens B. Overgaard blev således det helt store samtaleemne i depotet på Jyllands-Ringen, da han ankom til et løb med en traktor efterspændt en god gammeldags møgspreder, hvor racerbilen stod ovenpå denne…

Der var derimod lidt mere stil over Formel Ford 2000-køreren Jesper Villumsen, da han anskaffede sig en ældre Volvo-lastvogn med den traditionelle møbelkasse ovenover og bag førerhuset. På det tidspunkt var han også ansat hos Faltec, der dengang var en af landets førende producenter af rulleporte. So ein Ding muss ich auch haben, tænkte Jesper Villumsen, som så fik fremstillet et alternativ til de fortelte i forstærket stof eller plast, som også så småt havde fundet deres vej sammen med et sindrigt metalskeletsystem til de danske racertransportere. Men Jesper Villumsens fortelt var i stedet bygget op af aluminiumsprofiler og glasstykker, som under kørslen lå placeret ovenpå lastbilens møbelkasse, men som i paddocken blev til et veritabelt drivhus, hvor publikum udefra kunne følge med i mekanikernes arbejde – alt imens disse svedte eller frøs, afhængig af temperaturen…

I det seneste årti eller to har de racertransportere, der anvendes herhjemme, nærmest sig de udenlandske mere og mere. Der er naturligvis stadig mange trailer og mange varebiler med et lad, men der er også kommet flere og flere sættevogne med de specielle lifte bag på kassen, der kan løfte en racerbil op i transporteren, uden at den flytter sig mange grader fra vandret niveau. Nogle er købt fiks og færdige i udlandet som f.eks. den trailer, Poulsen Motorsport har overtaget efter Minardi tidligere har anvendt den i Formel 1, mens Den Blå Avis Fleggaard Racings sættevogn er opbygget af teamet selv, men alligevel har en interessant fortid. Den blev nemlig anvendt som den mobile kommandocentral, man kunne opleve i DR’s dramaserie Rejseholdet!

Artiklen “Transport af racerbiler i Danmark” blev i sin oprindelige udformning første gang offentliggjort i Veteran Tidende nr. 387, september 2008, s. 10-19.

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Copyright © 2012-2018 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com