Transport af racerbiler – 3 – Opfølgning
For et halvt år siden skrev jeg et par artikler om racertransportere og andre transportmidler til fartmaskinerne. I VT386 gjaldt det de internationale løsninger, mens jeg i VT387 satte fokus på de mere danske løsninger. De har udløst flere interessante reaktioner, som jeg her vil følge op på.
Som vi tidligere har skrevet, bemærkede Ib Jensen, at BMWs sportsvogne til 1940-udgaven af Mille Miglia krydsede alperne ved egen kraft og ikke, som jeg skrev i en billedtekst, i de presenningslastbiler, der var illustreret. Det er naturligvis korrekt.
Fanø-bogsforfatteren Jørgen Lind har sendt en lang række fotos omkring emnet, heriblandt en del fra sidste års Goodwood Revival, hvor man både kunne opleve de nye topmoderne udgaver og de klassiske versioner, hvor man endnu ikke havde tænkt på at optimere udnyttelsen af de 40 fod, som nutidens sættevogn er på. Men derudover var der også de sorthvide fotos, som indleder denne artikel.
De fleste deltagere ved Fanø-løbene var selvkørende, selv om enkelte af de udenlandske blev sejlet til en dansk havn og så kørt videre derfra. Disse to billeder stammer fra havnen i Nordby i 1923, hvor Carl Jörns Opel Boliden er omringet af Malcolm Campbells mænd, Leo Villa, Harry Webster og Harry Leach, der er ved rattet, mens Carl Jörns selv står smågrinende bag bilen. Foto: Jørgen Linds arkiv.
Størstedelen af de deltagende biler i Fanø-løbene ankom ved egen kraft (undtaget dog færgeoverfarterne), og to gode eksemplarer herpå var Malcolm Campbells Sunbeam og Carl Jörns Opel, hvor sidstnævnte tillige var forsynet med trinbræt, som kunne anvendes til opbevaring af dæk og benzin under transporten.
De fleste deltagere ved Fanø-løbene var selvkørende, selv om enkelte af de udenlandske blev sejlet til en dansk havn og så kørt videre derfra. Disse to billeder stammer fra havnen i Nordby i 1923, og på dette billede af Blue Birden er det Carl Jörns, som har taget plads, og det er tydeligt at se, at de to køretøjer er klar til at begive sig hjemad. Opelen har fået trinbræt med reservehjul og benzindunke, mens Sunbeamen har fået nummerplade. Foto: Jørgen Linds arkiv.
Men mest interessant er dog billedet af den Austro Daimler, som anvendtes til at transportere en Sascha-racerbil. Min umiddelbare reaktion ved synes af fotoet – som var helt nyt for mig – var, at der her måtte være tale om en racertransporter, der var ældre end den Mercedes 15/70/100 PS fra 1924, som anses for at have været historiens første af slagsen. Men et nærmere eftersyn af billedet viste, at Austro Daimler ikke var specialindrettet til formålet. Sascha-racerbilen virker nemlig kort og godt til at være placeret med bugen mod Austro Daimlerens vanger.
Dette var nemlig ikke tilfældet med Mercedes-racertransporteren. Placeringen af racerbilen var den samme, men her var der to vinkelretforbundne slisker før og efter baghjulet, der bar racerbilen.
Netop Mercedes-fabrikkens måde at transportere sine racerbiler udløste en henvendelse fra et andet medlem, der faktisk er en gammel bekendt, som jeg mødte tilbage i 1983 i min første racersæson.
Ole W. Berg brænder for motorsport, men interesserer sig også for lastbiler, og da han lånte Christopher Hiltons bog om Le Mans-katastrofen i 1955, kunne han ikke undlade at bemærke et par ting.
Mercedes-fabrikkens flagskibe i form af såvel hurtigtransporteren som karrossetransporteren (der begge er illustreret i VT386) er selvfølgelig at finde i depotet, men derudover er der også fem lastvogne og en anhænger i presenningsudførsel.
”De fem lastvogne er formentlig alle Mercedes Benz L3500, en efterkrigstype baseret i teknik og udseende på førkrigstyper. Opbygget med et typisk tysk ruf ligesom påhængsvognen er en typisk tysk konstruktion også med ruf. Farven kan vi ikke se, men jeg gætter på en grumset, mat grå. Rent faktisk byggede Mercedes Benz ikke denne type/størrelse lastbiler til Wehrmacht, fordi man havde valgt Opel Blitzen, som Daimler i stedet blev tvunget til at licensfremstille,” fortæller Ole W. Berg og fortsætter:
”Interessant er nummerpladerne, der er datidens type – sort hvad der ikke var og er normalt tysk og med etagebogstaver, hvoraf det ene betegnede besættelseszonen. På lige netop hurtigtransporteren kan bogstaverne ikke ses med sikkerhed, men det kan næsten kun være samme type. På dit billede af hurtigtransporteren har den sorte nummerplader med ét W.”
Rent konkret var den originale hurtigtransporter forsynet med en sort nummerplade med kombinationen W21-6568. Genopbygningen, som blev vist på farvefotoet, har derimod en af de bemeldte etagenummerplader. Men det er noget helt andet, som Ole W. Berg hæfter sig ved for billedet fra Le Mans i 1955.
Man kan egentlig godt forstå, at vort medlem Ole W. Berg studsede ved dette foto i Christopher Hiltons bog om Le Mans-løbet i 1955. Rækken af Mercedes Benz-presenninglastbiler i mørke nuancer må sandsynligvis have bragt ubehagelige minder frem hos mange franskmænd så få år efter besættelsen.
”Det der slog mig, første gang jeg så billedet, var en helt anden ting,” fortæller han. ”I juni 1955 var det kun 10½ år siden, at franskmændene sidst havde set kolonner af den type tyske lastbiler anført af en 170’er. Og her ved vi med sikkerhed, at nummerpladerne var hvide, sekskantede og startede med WH eller SS. Jeg finder det overraskende, at Mercedes-folkene ikke forsøgte at blødgøre den side af sagen bare en smule, for den franske lægmand kunne sikkert ikke se, at det var efterkrigskøretøjer eller for den sags skyld ikke militærkøretøjer!”
Det er ikke kun Ole W. Berg, der har haft a-ha-oplevelser ved synet af fotos med gamle racertransportere. Henning Olsen har således sendt en stribe af sine egne fotos fra tresserne og halvfjerdserne. Og netop et af disse satte et par ting på plads for undertegnede.
Som jeg skrev i min første artikel om emnet, var det synet af Tyrrell-teamets gigantiske hvide og blå transporter og det efterfølgende køretøj fra Walter Wolf Racing i sort og guld, som i juni 1977 udløste min fascination for dette emne. Den bageste af de to køretøjer har jeg indtil for et par måneder siden været overbevist om var et køretøj af Mercedes 608D-typen, men der var faktisk tale om et af de amerikanske mobilhomes, som Henrik Spellerberg og Jac Nellemann i den periode også brugte, når de turnerede Europa rundt. Så min teori om, at den rullende kasse i sort og guld indeholdt den Wolf WR1, som Jody Scheckter havde kørt til sejr i Monaco, faldt altså til jorden. Til gengæld har den sikkert indeholdt en god sofagruppe, som den senere verdensmester mange gange har siddet i…
Lige præcis dette oversigtsbillede fra depotet på Anderstorp har givet forfatteren en forklaring på, hvad det var for et køretøj, han så i 1977 på hovedvej E45 i Horsens, og som var med til at tænde hans fascination for racertransportere. Det er det sorte mobilhome med det canadiske flag til højre i billedet, som er parkeret uden for Walter Wolf Racings store telt (kører Jody Scheckter). Foto: Henning Olsen.
Henning Olsens bidrag omfattede også en række andre fotos, der viser, hvordan mange danske og udenlandske kørere og deres teams har transporteret deres køretøjer til og fra banerne i den periode. De fleste er beskrevet nærmere i billedteksterne, men specielt en af racertransporterne vil jeg trække frem.
Det er den ombyggede bus, som Niels Peter Ellemann Jacobsen anvendte i 1972. Det var en løsning, som ikke var så udbredt herhjemme, men mere var det i Sverige.
Niels Peter Ellemann Jacobsen var dansker, men drev et tuningsværksted i Göteborg-forstaden Partille, og kikker man efter, virker det også til, at den blågrå bus er forsynet med de hvide nummerplader, som mange svenske køretøjer i slutningen af tresserne var forsynet med. Men det bemærkelsesværdige er derimod, at bussen er venstrestyret. For størstedelen af de busser, der blev anvendt af svenskbaserede racerteams i halvfjerdserne og firserne, var faktisk gamle tressermodeller med rattet i højre side. Min teori er, at mange af disse busser pludselig blev ekstra billige, da man i Sverige i 1967 gik fra venstre- til højrekørsel, og at de derefter fandt vej til motorsporten…
Fra en stor transporter går vi til en lille transporter. Nemlig det foto, vi viste af Erik Høyers diminutive trailer med Mini Cooperen i VT387.
”Jeg har den Mini stående i papkasser og håber en dag, at få den lavet, som da Erik kørte med den,” fortæller Thomas Jensen. ”Jeg har også en træk-bil stående, men det er en Morris Monaco og ikke en Maxi. Men det er næsten samme bil…”
Trailerens videre skæbne har vi derimod ikke kunnet spore. Til gengæld er vi overbevist om, at den Leyland Tiger Cub-baserede bankbus, som man kan se i Jens Jessens nye bog om karrosserifabrikken DAB, må være det køretøj, som Carl Erik Kristensen indrettede som racerbils- og reservedelstransporter i midten af halvfjerdserne, og som vi havde et opslag med i VT387.
Herhjemme er der – så vidt vides – ikke bevaret nogle af de gamle danske transportere. De er kort og godt blevet brugt, til de var ophugningsmodne, og da har ikke haft den samme historie som f.eks. Ecurie Ecosses grønne eksemplar, som kunne retfærdiggøre en restaurering. Til gengæld er der kommet ”nye” gamle til.
”For mig er der også et eller andet der tænder, når man møder disse gamle busser i historisk motorsport rundt omkring i Europa,” fortæller Kaj Sørensen, der er indehaver af en DAB-bygget bus i den kantede udgave, som bl.a. DSB og HT har anvendt.
”Jeg tror nok, at jeg var den første i historisk motorsport i Danmark, der fandt på at bruge en gammel bus til racetransporter. Det var i 2001. Det var min 50 års fødselsdagsgave til mig selv. Alle sagde, at jeg var bindegal, og man ventede spændt, om det ville lykkedes. Den kører stadig med to Honda S800 indeni. Til stor glæde for min familie og mig.”
Og netop Kaj Sørensens bemærkning beroliger mig med, at det ikke er mig, den er helt gal med …
Artiklen “Mere om racertransportere” blev i sin oprindelige udformning første gang offentliggjort i Veteran Tidende nr. 392, februar 2009, s. 24-29.
