2

Viggo Petersen

Posted by admin on 1 July, 2012 in Alle, Biler, Personer |

Da Viggo Petersen døde den 13. december 2006, var det en af pionererne på konstruktørsiden indenfor den danske bilsport, som gik bort. Han var en af de sidste tilbageblevne blandt den gruppe danskere, som i fyrrerne og halvtredserne konstruerede racerbiler til midgetklassen, men faktisk spændte Viggo Petersens konstruktørevner og ikke mindst interesser sig langt bredere.

Viggo Petersen kørte i efterkrigsårene bakkeløb med denne BMW 328. Foto: Alstrup PR og marketings arkiv.

Han blev født den 16. september 1922, og ligesom mange andre friske unge mennesker fattede han hurtigt interesse for mekanik. Først på to hjul og siden på fire. Efter krigen anskaffede han sig en BMW 328, som han i 1947 kørte sit første motorløb med ved et bakkeløb på Hestetangshuse. To år senere anskaffede han sig en Dyna-Panhard, der havde en fortid som fiskebil, og den konverterede han til en racerbil bl.a. ved at skære karrosseriet kraftigt ned, så kun vindspejlet stod tilbage.

Viggo Petersen skabte i starten af halvtredserne en autovippe, der skulle gøre det muligt for den mindre autoværksteder uden egen smøregrav også at arbejde under de biler, de skulle servicere. Foto: Alstrup PR & Marketings arkiv.

Udenfor racerbanerne fortsatte konstruktionsarbejdet. I 1953 udviklede han en autovippe, der gjorde det muligt for de mindre autoværksteder uden smøregrav at kunne arbejde under bilerne. Autovippen levede op til sit navne ved at være en decideret vippe, som man kørte bilen op på, og så kunne man ellers sænke forenden af vippen, så bilen stod vandret i en højde af 60-70 centimeter.

Viggo Petersen var med på Roskilde Ring, hvor han til at starte med kørte en ældre Cooper-JAP, men i kompagniskab med ingeniøren Per Krogh skabte han den bil, der blev kendt som K&P Special.

Udgangspunktet var en rørramme fra en Alfa Dana, men både for- og baghjulsophængene udviklede man selv. I stedet for den tværgående bladfjeder i toppen af baghjulsophænget og to triangler i bunden gjorde man trækakslen medbærende, nøjedes med en enkelt triangel og så brugte man en integreret støddæmper/fjederenhed. Bilen var forsynet med en JAP-motor, som dog var den mere moderne og også noget dyrere Norton-motor underlegen. Men det gjorde ikke så meget, da de to klasser blev præmieret hver for sig, og to gange blev det derfor til klassesejre på Roskilde Ring for den lille K&P Special.

Viggo Petersens glasfiberkarrosseri havde styrke. Det blev demonstreret i 1957, da Børge Nielsen, Erik Larsen, Fritz Larsen, Social-Demokratens journalist Stigø, Viggo Petersen selv og hans to hjælpere, der gik under navnene Andreasen og Bjarne, trådte op på karrosseriet. Foto: Alstrup PR & Marketings arkiv.

Viggo Petersen byggede også et glasfiberkarrosseri, som kunne forvandle den gamle Dyna-Panhard til en tosædet sportsvogn, og dette glasfiberkarroseri blev senere genbrugt, da Viggo Petersen fik en henvendelse fra civilingeniøren Ahlmann Ohlsen. Denne havde sammen med Lloyd-importøren Walther Krohn fået en idé om at bygge en bil med to motorer, og den opgave påtog Viggo Petersen sig. Et chassis blev bygget med to Lloyd 600 cm3-motorer i hver sin ende, og bilen nåede også at blive testet på Roskilde Ring, inden projektet blev stoppet grundet en række uheldige forsøg på at få motoren ned under den 1100 cm3-grænse, som gjaldt for den daværende racersportsklasse (bilen kunne i øvrigt ses på udstillingen i starten af 2005 i Nærum).

Sideløbende med sine motorsportsaktiviteter startede Viggo Petersen den 1. september 1957 Tobu Værk i Ballerup. Tobu var en forkortelse for topstykker og bundrammer, og det var i starten dele til Volkswagen, der blev arbejdet på. Virksomheden findes i øvrigt den dag i dag, hvor det er sønnen Henrik Spellerberg, der driver den videre. Han fulgte allerede dengang sin far rundt til løbene og startede selv sin egen karriere i motorsporten i en af faderens kreationer. I starten af tresserne kom kartingsporten til landet, og her startede Viggo Petersen med at bygge sine Tobu Karts, som i de første udgaver var opbygget med en rumgitter rørramme, der var forsynet med trillebørhjul. Senere fulgte gokarts efter konstruktionsprincipper svarende til dem, der kendes i dag, og inden produktionen ophørte, blev der fremstillet op mod 20 Tobu Karts.

Et andet område, der havde Viggo Petersens store interesse, var flyvning. Sammen med Per Krogh gik han også i gang med et projekt om at bygge en flyvemaskine drevet af to folkevognsmotorer, men projektet var ikke uden problemer. Da parret en dag så en KZ2 i et blad for 13.000 kroner, valgte de i stedet at købe den og droppe projektet.

Artiklen “Viggo Petersen 1922-2006” blev i sin oprindelige udformning første gang offentliggjort i Veteran Tidende nr. 368, februar 2007, s. 14-17.

Tags: , , , , ,

2 Comments

Comments are closed. Would you like to contact the author directly?

Copyright © 2012-2024 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com