Det er bare et rat og nogle pedaler

Posted by admin on 1 July, 2012 in Alle, Baner, Biler, Løb |

I løbet af 2009-sæsonen interviewede jeg den britiske racerkører James Thompson flere gange. Internationalt er han en af verdens bedste standardvognskørere med bl.a. flere britiske titler og en VM-bronzemedalje fra 2007 i bagagen. I de seneste par år har han med stor succes huseret på de danske racerbaner, hvor han har kørt en Honda Accord, men i den forgangne sæson kørte han også løb i tre andre bilmodeller. En Honda Civic i det britiske mesterskab. En Lada Priora i VM-serien. Og så en Ford Falcon med V8-motor i et par australske klassikere.

Bogstaveligt talt hoppede han fra den ene racerbil til den anden, hvor han bl.a. oplevede tre løbsweekender i træk med tre forskellige biler. Det faldt mig derfor meget naturligt at stille ham spørgsmålet om, hvordan han formåede at klare det. Svaret var kort og koncist.

”Jeg plejer at tilpasse mig nemt,” forklarede James Thompson mig. ”Selvfølgelig kan der gøres et stort nummer ud af det, men fra mit synspunkt hopper jeg bare i bilen og kører. Det er jo bare et rat, nogle pedaler og så af sted.”

Netop citatet om rattet og pedalerne fik mig til at tænke på nogle fotos, jeg for mange år siden var kommet forbi i klubbens arkiv. I dag vil man på nudansk betegne dem som nørdede, og det havde de også været, dengang de blev taget. Hvis altså ordet dengang havde fandtes.

Cooper fra Formel 3-klassen. Foto: DVK’s arkiv.

Der var kort og godt tale om en serie fotografier af pedalarrangementerne fra seks af de racervogne, der stillede op ved Grand International-løbet på Roskilde Ring i august 1958. En fotograf (Mogens von Haven, red.) havde fået sit kamera manøvreret ned i bunden af cockpittet. Det samme gjaldt en blitz, for hans hoved og overkrop havde sikkert elimineret den sidste del af dagslyset i den fjerne ende af bilens bund.

De mere end 50 år gamle pedalsæt adskiller sig markant fra dem, der findes i moderne racerbiler. Nu om dage opereres der med såkaldte pedalbokse, hvor de to eller tre pedaler udgør en samlet enhed, som med nogle få justeringer kan flyttes frem og tilbage i længderetningen for at tilpasse kørere af forskellig fysisk statur.

Det nærmeste, man kom noget tilsvarende i slutningen af halvtredserne, var det arrangement, som man fandt i den Cooper Formel 3-racer, som var fotograferet. Midgetraceren var i fysiske dimensioner den mindste af de seks fotograferede racerbiler, men for alle tre pedaler gjaldt det, at de vippede omkring den samme akse i bunden af bilen.

Bundmonteringen var i øvrigt et fællestræk for de afbillede britiske biler. De seks biler var fordelt på fem mærker, og meget interessant var der tre britiske og tre italienske biler. Den britiske trio bestod udover førnævnte Cooper af Julius Voigt Nielsens Lotus Eleven og Graham Whiteheads Aston Martin DB3S, hvor alle havde bundmonterede pedaler (dog var speederpedalen på Aston Martinen topmonteret).

Julius Voigt Nielsens Lotus Eleven Le Mans. Foto: DVK’s arkiv.

Anderledes forholdt det sig med italienerne. Her havde den Maserati 300S, som Stirling Moss kørte i, bundmonterede pedaler, mens de i stedet var topmonteret i de to Ferrarier, som den finske duo Carl Otto Bremer og Esko Keinänen kørte.

De to Ferrarier var henholdsvis en Monza- og en Testa Rossa-model, og for såvel koblings- som bremsepedalen gjaldt det, at disse aktiverede de respektive cylindre via en buet metalstang. Det var et design, som dengang var meget udbredt i almindelige personbiler, men netop Ferrari-racerbilerne havde jo også et meget nært slægtskab med mærkets gadebiler, så det er ikke overraskende.

Carl Otto Bremers Ferrari Monza. Foto: DVK’s arkiv.

Derimod har jeg længe funderet over, hvad det løse træstykke i bunden af Carl Otto Bremers bil egentlig skulle til for.

Det virker næppe anbragt af fotografen, så den eneste forklaring, jeg har kunnet komme på, har været et behov for den finske kører om at få sin højrefod længere op – måske grundet den forholdsvis højt placerede trædeflade på speederen. Det virker dog som noget af en hovsaløsning, når man tænker på, at der ellers er blevet skruet et ekstra stykke plade på i bunden. Jeg kan få kuldegysninger ved tanken om pludselig at have et fremmelegeme i nærheden af mine pedaler, når der pludselig skal bremses. Men okay, nu var sikkerhed jo ikke et ord, man sled meget på i 1958…

Artiklen “Det er kun et rat og nogle pedaler” blev i sin oprindelige udformning første gang offentliggjort i Veteran Tidende nr. 407, april 2010, s. 8-11.

x

Tags: , , , , ,

Copyright © 2012-2018 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com