Et sidste jubilæum – eller to

Posted by admin on 1 July, 2012 in Alle, Baner, Biler |

Her på falderebet af 2009, der har budt på masser af jubilæer, er der lige et par stykker, som presser sig på. I hvert fald hos redaktionen, der ærligt indrømmet først nu er kommet i tanke om, at det i år er 75 år siden, at den første ERA så dagens lys.

Der er naturligvis dem, som vil mene, at mærket er ældre end det, for det var i november 1933, at Humphrey Cook, Raymond Mays og Peter Berthon grundlagde ERA eller English Racing Automobiles, som forkortelsen dækkede over.

Navnet var pompøst, men det var ambitionerne også. Man ville virkelig holde den engelske fane højt i international motorsport, men det lykkedes aldrig rigtigt med et alvorligt angreb på bilsportens absolutte top.

Før anden verdenskrig var Storbritanien ikke det omdrejningspunkt for den europæiske bilsport, som øerne i Nordsøen er i dag. Op til 1934-sæsonen var der ellers blevet givet ganske frie rammer for Grand Prix-klassen (datidens Formel 1) med et reglement, som blot foreskrev en maksimal (!) vægt på bilerne. Den formåede tilbage Mercedes-Benz sammen med Auto Union hurtigt at udnytte, hvor de bedste italienske og franske konstruktører hurtigt blev kørt ud på et sidespor, inden ERA kom banen.

David Murray i sin ERA under Lufthavnsløbet i 1949. Foto: Dansk Veteranbil Klubs arkiv.

Det blev i stedet i den såkaldte Voiturette-klasse (det, der i 70erne svarede til Formel 2, og i dag svarer til GP2), at man primært fik ERA-bilerne at opleve. De første modeller var A-typen efterfulgt af B-typen, men fælles for dem var, at det i forhold til de tyske Grand Prix-biler var forholdsvis gammeldags konstruktioner. Nuvel, det var kun Auto Union, som havde motoren placeret bag køreren, men i forhold til Mercedes-Benz’ konstruktioner var ERA’erne ikke nær så tidssvarende, da disse groft sagt havde et chassis med to tværgående vanger, hvorpå motorer og alt andet virkede til at være placeret. Det betød, at når mekanikeren skulle pudse Raymond Mays’ briller, kunne han gøre dette uden problemer. Skulle han i stedet gøre det på Richard Seaman, som kørte for Mercedes, ville han have fået ondt i ryggen…

Efter anden verdenskrig blev der også færdiggjort et par ERA-biler. En af dem var baseret på stumper fra før krigen, mens en anden – den såkaldte G-type – mest af alt mindede om en sportsvogn, hvor skærmene var fjernet, for når Stirling Moss kørte i den, sad han helt til højre i bilen i forhold til dens centerlinie. G-typen er fra 1952 og er det er den sidste af de i alt 20 ERA-biler, hvoraf mange er velbevarede og veldokumenterede.

Men hvad er så det andet jubilæum, der antydes i overskriften? Det er såmænd den danske vinkel på historien… To gange har ERA-biler nemlig optrådt i Danmark og første gang var for 60 år siden. Det skete ved Lufthavnsløbet i 1949, hvor skotten David Murray vandt hovedløbet i sin ERA R12B.

Bilen var allerede dengang 13 år gammel. Den havde haft en sæson som fabriksbil, hvor den var blevet modificeret fra B- til C-type, inden den i 1938 blev solgt til den thailandske prins Chula, som kaldte den Hanuman for at adskille den fra de to andre ERA’er – Romulus og Remus – som i forvejen var i familiens eje. Det var familiemedlemmet prins Bira, som kørte i bilen helt frem til midt på 1939-sæsonen, hvor han skadede den så alvorligt, at den måtte genopbygges på et B-type-chassis. I 1949 blev bilen solgte til David Hampshire og David Murray, hvor sidstnævnte altså kørte i den ved Lufthavnsløbet. Siden solgte makkerparret bilen til det daværende Rhodesia, inden den vendte tilbage til England.

Anden gang, der optrådte en ERA på dansk grund, var ved Copenhagen Cup på Roskilde Ring i 1962, hvor Automobil Sports Klubben afholdt det første løb for historiske racerbiler på dansk grund (og i øvrigt det eneste af slagsen på banen).

Seks biler var blevet samlet til dette løb, heriblandt Erik Koux’ Bugatti Type 37. ERA-siden var repræsenteret ved en bil med chassisnummer ERA R9B, som før krigen var blevet ført af Dennis Scribbans og R. E. Ansell, men efter krigen var Peter Waller en af ejerne af bilen. Han brugte den bl.a. til bakkeløb i England og stillede altså også op på Roskilde Ring, hvor han blev nummer tre efter landsmændene Basil Bowman og Anthony Ellis, der kørte i henholdsvis Lago-Talbot og Derby-Maserati.

Berlingske Tidende mente i sit referat fra dengang, at der blev kørt med omgangstider, ”der kunne måle sig med andre løb”, mens Politiken mente, at bilerne blev “kørt med en nænsomhed, som næsten tangerede det rørende, og kun lejlig­hedsvis fik de lov til at spille med de store hestekræfter, som trods alt ligger skjult i dem.”

Artiklen “Et sidste jubilæum – eller to” blev i sin oprindelige udformning første gang offentliggjort i Veteran Tidende nr. 402, december 2009, s. 30.

Tags: , , , ,

Copyright © 2012-2018 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com