Danmarks første professionelle racerkører

Posted by admin on 31 October, 2013 in Alle, Baner, Personer |

Forleden blev dette spørgsmål slået op til mig på Facebook: ”Hvem var Danmarks første professionelle racerkører?”

Jeg må være ærlig og tilstå, at jeg ikke var den første til at svare. Ene og alene af den grund, at spørgsmålet ikke lå i det, man kan kalde ja/nej-kategorien. Som i hvem var den første Danmarksmester i Formel Ford.

Det så professionelt ud, da Tom Belsø præsenterede sit set-up til 1971-sæsonen i Formel Ford.

For spørgsmålet rejste flere spørgsmål end spørgsmålet i sig selv kunne give svar på. Og de afledte spørgsmål i mit hoved gik netop på definitionen. For ordet professionel kan – i hvert fald i motorsportssammenhæng – have flere facetter. Taler vi om ordet professionel i den faglige eller mentale indstilling til sporten? Eller er det den rent økonomiske?

Lad mig sige med det samme. Jeg har i min tid i bilsporten oplevet mange økonomisk set amatører, som i deres tilgang har været mere professionelle end dem, de såkaldte professionelle kaldte for amatører. Skal man have succes i bilsporten, kræver det – selv som amatør – en professionel tilgang til den.

Da jeg fik spørgsmålet, var der tre navne, som jeg hentede frem fra hjernens mange gigabyte til korttidshukommelsens beskedne RAM-område. Det var Erik Høyer, Ole Vejlund og Tom Belsø.

Men hvem skulle jeg vælge i mit svar? Og her var jeg tilbage ved det oprindelige spørgsmål og det, der nok var kernen i det. En professionel racerkører. Hvad er det egentlig?

Erik Høyer er en af tre kandidater til titlen som Danmarks første professionelle kører.

For en del år siden – 2007 eller 2008 – havde jeg sammen med en journalistkollega en diskussion – nej, ikke en af dem hvor argumenterne fløj gennem rummet – men snarere en åben brainstorming. Vi fandt frem til følgende definition eller rettere hierarki på de såkaldte professionelle kørere:

A – Den professionelle racerkører: En kører, som modtager penge for at køre i en racerbil, og som ikke selv skal bibringe midler eller sponsorer til dens drift.

B – Marketingkøreren: En kører, som skaffer så mange sponsorer, at vedkommende ikke blot kan få sit sæde i den pågældende bil betalt, men også selv kan få en hyre fra sine sponsorer, så køreren ikke skal tjene til husleje og dagligvareindkøb ved siden af.

C – Den professionelle amatør: En kører, som skaffer så mange sponsorer, at vedkommende får sit sæde i sin racerbil betalt, men som på anden vis skal tjene til huslejen og dåsemakrellen i tomaten.

D – Amatørkøreren: En kører, som selv helt eller delvist betaler for sit sæde i en racerbil, og som derfor og selv sørger for at få smør på brødet. Og det, der eventuelt skal ovenpå.

Dengang hvor kollegaen og jer diskuterede begrebet var vi hurtige til at sætte navne på kørere på de enkelte kategorier. Det vil jeg undlade at gøre her.

Men hvordan så tingene ud for 40 år siden? Altså omkring den tid, hvor det oprindelige spørgsmål var møntet på?

Lad mig sige det med det samme, så har jeg svært ved at indplacere d’herrer Høyer, Vejlund og Belsø i de forskellige kategorier. Okay. D-kategorien er udelukket, men hvordan hang det ellers lige sammen med dem?

I kamp mod bl.a. Reine Wisell og Ronnie Peterson. Ole Vejlund er et godt bud på Danmarks første professionelle racerkører.

Ja, det økonomiske har jeg ikke fået talt med dem nærmere om. I hvert fald ikke i detaljer.

I 1971 tog Tom Belsø springet fra Danmark til England for at køre Formel Atlantic. Men når han ikke kørte racerbil, hvad lavede han så? Var han i gang med de müsliblandinger, som han udfordrede Danmarks bedste med fra AXA et par årtier senere?

Et par år tidligere levede Ole Vejlund som racervagabond i Formel 3-løbene rundt omkring på banerne. Det er velkendt, at startpengene fra løb 1 var med til at betale brændstoffet for at kunne transportere den hvide Brabham til løb2. Men var der også penge til leverpostej på rugbrødet? Eller en skive skinke på den franske flute?

Og så er der Erik Høyer. Han kørte. Og kørte røven så meget ud af bukserne på konkurrenterne på de danske baner i en sådan grad, at han blev betalt for det. Men hvor meget blev han betalt for?

Et eller andet siger mig, at jeg skal grave lidt mere … og dybere … for at få et svar.

Men trioen er mit bud.

Tags: , ,

Copyright © 2012-2024 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com