Leif Hansson – 1948-2013

Posted by admin on 24 July, 2013 in Alle, Personer |

Det var en person med mange interesser, som forlod denne verden, da Leif Hansson døde den 12. juli 2013 efter kort tids sygdom. Men var interesserne mange, så var lidenskaben den samme indenfor det, han beskæftigede sig med.

Leif Hansson blev født den 12. september 1948 og var fra Roskilde, og han var naturligvis en af de unge drenge, som stod klinet til hegnet, når der var race på den daværende Roskilde Ring. Da kørekortet var kommet i hus, anskaffede han sig en Fiat Abarth, og med den blev der kørt mange omgange på banen, inden den lukkede.

Herefter holdt Leif Hansson pause fra sporten, som han dog langt fra glemte. Op til 1978 købte han en ældre Ford Escort Mk I, som han stillede til start med i Special Saloon Car-klassen. Men konstellationen det var ikke en konstellation, som satte verden i brand. Flere gange svigtede mekanikken, så det kun var første heat, der blev gennemført, men gennem året blev det dog til et par pointgivende placeringer, så han kunne slutte sæsonen af på 11. pladsen i Danmarksmesterskabet.

Den gamle Escort blev kørt i garage, men interessen for motorsporten var der stadig og den bacille fik han også smittet den bonussøn, Jason Watt, han fik med sig gennem sit andet ægteskab. Op gennem firserne var han den ægte gokartfart, som først efter at have pendlet mellem Roskilde og banen på Amager endte med at køre land og rige rundt med gokarten på tagbagagebæreren og Jason ved siden af sig på forsædet. Siden var han med ved ringside, da knægten kastede sig over formelbilerne og indtog udlandet.

Lyd er der ikke her på bilsportshistorie.dk … men der skal ikke meget inspiration til for at finde ud af, at Leif Hansson godt kunne lide musik – og gav udtryk for det (foto: Jason Watts arkiv).

Civilt var Leif Hansson blevet udlært i radiobranchen og gennem hele sit liv interesserede han sig meget for musik. Dette udmøntede sig ved, at han i 80’erne forpagtede et spillested i Roskilde ved navnet ”Stedet”, hvor det var en række af datidens hotte rocknavne, som optrådte, heriblandt Peter Thorup, som blev en af hans gode venner og store inspirationskilder. Om aftnen på gokartbanerne kunne Leif Hansson således godt give sin helt egen fortolkning af sangen Sixteen Tons, som Peter Thorup havde hittet med – et festligt indslag, som de lidt ældre i gokartsporten sikkert stadig kan huske. Også makkerparret Monrad & Rislund var hyppige gæster i Leif Hanssons etablissement.

Racerbacillen førte Leif Hansson videre til sin bonussøn – Jason Watt. Fotoet her er taget i timerne efter sejren i Formel Ford Festivalen i 1994. Senere blev det festligt og meget vådt, da champagnepropperne sprang. Det kan webmasteren skrive under på (fotograf: Hans Thies Schmidt)

I 1999 genoptog Leif Hansson sin aktive karriere, da han sammen med Jason byggede en Ford Mustang op som en replika af den legendarisk Shelby-model, og deltog i udvalgte løb. Jasons motorcykelulykke gav dog pludselig andre prioriteter, og atter bakkede Leif Hansson sin søn op. Og da denne godt ti år senere valgte at stable sit eget DTC-team på benene, var det Leif Hansson, der påtog sig rollen som ansvarlig for VIP-afdelingen, hvor han i en fireårig periode ved hvert løb stod i spidsen for mandskabet, som servicerede flere hundrede gæster i teamets store telt i ryttergården – et område, hvor hans venlige og rolige gemyt kom til sin fulde ret. Også mellem løbene spillede han en meget central rolle i teamet, da han var ansvarlig for størstedelen af planlægningen og de mange praktiske gøremål, som DTC-teamet krævede.

Sin 60-års fødselsdag fejrede Leif Hansson i det, der blev det store centrum i hans sidste år i motorsporten: VIP-afdelingen hos sønnen Jasons DTC-team. De øvrige medlemmer valgte at fejre ham med en kage, der var dekoreret med et foto fra hans storhedstid – i hvert fald målt ud fra hårlængden.

Disse opgaver blev løst sideløbende med sit civile job, som bl.a. bestod i at sælge kasseapparatsystemer, og selv under sit sygdomsforløb var der til sidst altid tid og overskud til at tage med ud for at opleve barnebarnet Noah køre gokart. Deres sidste fælles oplevelse blev Noahs sejr i det internationale Viking Trophy i slutningen af juni.

Leif Hansson vil blive bisat fra Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde lørdag den 3. august klokken 12, hvor det vil glæde familien at se hans mange venner og bekendte.

Copyright © 2012-2024 Bilsports historie.dk All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.2, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.5, from BuyNowShop.com