Jubilæum for Rallye Monte-Carlo

Når Marcus Grönholm, Sebastian Loeb og de andre verdensstjerner her i midten af januar tager hul på WRC-sæsonen anno 2007, så sker det med den 75. udgave af Rallye Monte-Carlo. Løbet er om ikke alle rallyers moder, så dog det mest berømte af dem alle. Det er et løb, der på godt og ondt har sat sit præg på bilsportshistorien, men egentlig kom Rallye Monte-Carlo i stand på en helt anden baggrund, nemlig som et promotionfremstød for miniputstaten ved Middelhavet.

Anthony Noghes foreslog nemlig selskabet Société des Bains et Mer de Monaco, at man skulle organisere et rally for at vise Europas overklasse, at fyrstendømmet også var et oplagt ferie- og rejsemål i vinterhalvåret. Rallyet skulle selvfølgelig have mål i Monaco, hvorimod startstederne skulle være i forskellige vinterramte hovedstæder og storbyer.

I januar 1911 blev de første 23 biler sendt af sted fra henholdsvis Berlin, Bruxelles, Paris og Wien med beskeden om, at de skulle køre med en gennemsnitshastighed på 24 km/t, og at de havde syv dage til at nå frem til målet ved Middelhavet. Premiereudgaven blev vundet af Henri Rouger bag rattet af en Turcat Mery, og selv om løbet blev gentaget året efter, så satte urolighederne i Europa en længere stopper for løbet, der først blev genoptaget i 1924. Herefter har det været kørt hvert eneste år siden, kun afbrudt af anden verdenskrig, Suez-krisen i 1957 og den første energikrise i 1974.

Rallye Monte-Carlo var dog ikke mange udgaver gammelt, før der begyndte at gå mere sport og konkurrence end promotion i løbet. I 1925 blev der således givet ekstra points til de mandskaber, som var startet fra de mest uvejsomme startsteder, ligesom man indførte en 80 km lang bjergetape. Men som årene gik, blev vejene og bilerne bedre og bedre, og det betød, at mange mandskaber nåede frem til Monaco uden pletter på kontrolkortet. Dette medførte, at man i midten af trediverne indførte en manøvreringsprøve på havnen i Monte Carlo, hvor kørernes indsats over få minutter blev afgørende for et løb, der havde varet en lille uge.

Umeå, Stavanger, Oslo og Stockholm blev i tyverne og trediverne nogle af de fjerneste startsteder for Rallye Monte-Carlo, som i 1931 for første gang passerede dansk grund, hvilket fik Steenfeldt Hansen og Hakon Olsen til som de første danskere at prøve kræfter med løbet i en Ford. Den restriktive færdselslov anno 1932 betød, at de startende mandskaber fra Norge og Sverige ikke længere bare kunne passere landet, selv om denne del af Rallye Monte-Carlo ikke udgjorde et decideret konkurrenceafsnit. Derfor måtte KDAK stå for deltagernes passage af landet, der foregik i kortegeform med indlagte kontrolpunkter ved KDAKs kontorer i København og Odense.

I trediverne havde Rallye Monte-Carlo næsten hver gang dansk deltagelse – i to år var der endda hele fem mandskaber til start – og i 1932 opnåede Henry Erlind et af alle tiders bedste danske resultater, da han kørte sin Chrysler frem til en femtendeplads i et felt, der selvsagt ikke var nær så stort som dem, man kunne opleve i halvtredserne og tresserne.

Efter anden verdenskrig var Rallye Monte-Carlo forholdsvis sen til at komme i gang igen. Først i januar 1949 blev det første efterkrigsløb kørt, og det fik indirekte en afgørende indflydelse på organiseringen af den danske bilsport. Færdselsloven forbød fortsat væddeløb på offentlig vej, så atter skulle der arrangeres kortegekørsel. KDAK sad fortsat på det danske sportsmandat, og da man var mere optaget af at administrere andre opgaver i de trange år, valgte man at uddelegere kortegekørslens gennemførelse til Dansk Automobilsports Union, der derfor blev oprettet og fik opgaven med at administrere det danske sportsmandat.

I de første efterkrigsudgaver af Rallye Monte-Carlo var der god dansk deltagelse, og i 1950-udgaven af løbet kom Robert Nellemann og Peter Søby ind på en tiendeplads i deres Ford, hvilket var det hidtil bedste resultat for et dansk hold. To år senere var det dog begrænset, hvor mange danske hold der var med. Her havde arrangørerne bestemt, at de deltagende biler ikke måtte være bygget før januar 1949, og det begrænsede i den grad danskerne, som endnu var hårdt belastet af importrestriktioner. Andre lande havde dog ikke samme problemer, så 1953-udgaven endte med at have alle tiders største felt med 440 deltagende mandskaber.

I halvtredserne var Robert Nellemann – med skiftende andenkørere – den førende dansker i Rallye Monte-Carlo, og det var ikke uden grund. Fra 1956 havde man indført et fælles samlingssted i det centrale eller nordlige Frankrig, hvorfra feltet så gennemkørte en fælles rute på vej mod Monaco, og her var Robert Nellemann blandt det første til på forhånd at træne på etaperne i løbet, og det gav specielt pote i 1958. Sammen med co-driveren Mogens Skarring var han startet i Rom, og da de kom til Frankrig, skulle de passere en mængde bjergveje i en snestorm. Men dem kendte holdet på forhånd, og dermed lagde de grunden til deres tiendeplads, som i de efterfølgende 39 år skulle være det bedste danske Rallye Monte-Carlo-resultat.

Robert Nellemanns og Mogens Skarrings resultat fik endnu flere til at prøve kræfter med løbet. Intet mindre end 16 danske mandskaber var med i 1959, men her blev det bedste resultat den 52. plads, som Jørgen Nielsen og Rudolf Rottbøll Ørum opnåede med deres NSU Prinz.

Det efterfølgende årti medførte såvel flere ændringer som nye navne i Rallye Monte-Carlo.

I 1960 indførte man for første gang specialprøver/hastighedsprøver i løbet, ligesom De lange knives nat også så dagens lys. Her blev deltagelsen i det sidste konkurrencedøgn begrænset til de 90 bedste mandskaber (siden varierede tallet mellem 60 og 100), og det satte ekstra pres på deltagerne i løbets indledende fase, for nu skulle der køres til for at komme videre og dermed opnå en placering.

En anden ændring i tresserne var indførslen af en udligningsformel, som skulle stille effektmæssigt små og store biler lige, og det resulterede i sejre til bl.a. Saab 93 og Morris Mascot. Men ved årtiets udgang blev denne udligningsformel skrottet, og i stedet tog man endnu et skridt nærmere det rendyrkede race, vi kender i dag, hvor den hurtigste kombination af mandskab og bil vinder.

Det nye danske navn i tresserne var Jens Nielsen. I 1961 kørte han sit første Rallye Monte-Carlo sammen med Ove Petersen i en Volkswagen, men nåede desværre ikke frem til De lange knives nat. Men det kom Jens Nielsen til at gøre mange gange senere. Frem til 1992 nåede han at være med i løbet ikke mindre end 28 gange, og danskeren blev blot den tredje kører i verden, som deltog i Rallye Monte-Carlo mere end 25 gange.

Efter at have kørt Volkswagen og Alfa Romeo i sine første starter var det i mange år Volvo (PV544, Amazon og 142) Jens Nielsen brugte, inden han i firserne kørte med de hurtige Renault 5 Alpine og Turbo-modeller. I 1970 opnåede han sammen med Henrik Henriksen sit bedste generelle resultat med en 30. plads, mens seks år senere var han blevet så gammel – men stadig så hurtig – at han kunne vinde Les Chevronnes, der for syvende og sidste gang blev kørt som en slags old boys-konkurrence.

Gennem halvtredserne og starten af tresserne havde Rallye Monte-Carlo altid passeret Danmark, men i årene 1965-1972 var landet ikke med i rutebogen. Men det ændrede sig atter i halvfjerdserne, hvor den senere Le Mans-kører Jens Winther sr. en række gange blev Danmarks bedste mand i Rallye Monte-Carlo med en 22. plads i 1975 som bedste personlige resultat.

Fra 1974 kørte Rallye Monte-Carlo atter gennem Danmark, og i 1976 blev det faktisk endnu bedre. Her startede løbet for første gang fra Danmark, nærmere bestemt fra Lyngby Storcenter, hvor intet mindre end 15.000 tilskuere kunne se på, da otte danske hold samt en række andre mandskaber startede løbet.

Der skulle tre år til, inden Rallye Monte-Carlo atter startede fra Danmark. Denne gang fra City 2 i Høje Taastrup, hvor det var lykkedes Automobil Sports Klubben at få kulturminister Niels Matthiasen til at sende bl.a. Holger Helle og Ole Hansen af sted, der i deres Opel Kadett GT/E blev bedste danske hold det år med en 28. plads.

Starten fra Høje Taastrup blev ikke bare den anden fra Danmark, men også den sidste. Få måneder senere bød 1979 på den anden energikrise i Europa, og det fik arrangørerne af løbet til at afkorte tilkørselsetaperne til blot 1.100 km, hvilket udelukkede en start i København eller for den sags skyld det øvrige Norden.

Gennem firserne og halvfemserne ændrede Rallye Monte-Carlo for alvor karakter fra det meget folkelige løb, hvor der var mange amatører på startlisten, til et mere professionelt rally, der fulgte samme afviklingsmønster som de øvrige løb i kampen om verdensmesterskabet i rally. Tilkørselsetaperne forsvandt og løbet blev en konkurrence for eliten.

Hvor de danske deltagere frem til firserne havde bestået af entusiaster og bilforhandlere, så gik den danske deltagelse mere i retning af ambitiøse talenter, som ville bruge deres deltagelse i Rallye Monte-Carlo som et afsæt til noget større.

I 1991 lå Jens Mulvad og Freddy Pedersen til at sikre sig det bedste danske resultat i femten år, da de på den sidste hastighedsprøve måtte udgå fra en 22. plads. Freddy Pedersen var nogle år senere med igen i co-driver-sædet denne gang hos Henrik Lundgaard, men i 1995 måtte de udgå efter at have kørt sig fra en 132. til en 25. plads, indtil gearkassen brød sammen. To år senere gik det dog langt bedre. I en Toyota Celica formåede holdet på den allersidste hastighedsprøve i Monacos gader at køre sig frem til en sjetteplads, hvilket ikke blot var alle tiders bedste danske resultat i Rallye Monte-Carlo. Det var også det bedste resultat nogensinde for et dansk mandskab i et VM-rally.

Men i midten af halvfemserne opstod der også et parallelt løb til VM-rallyet. Det var en historisk udgave af løbet, der ikke blot blev kørt med biler der var mere end 25 år gamle, men hvor afviklingen også fulgte de gamle regler med mere fokus på pålidelighedskørslen. Ni gange har man nu kørt Rallye Monte-Carlo Historique, og en af udgaverne er faktisk end med Otto og Britta Kristensen som danske vindere.

Artiklen “Jubilæum for Rallye Monte-Carlo” blev i sin oprindelige udformning første gang offentliggjort i Veteran Tidende nr. 367, januar 2007, s. 16-24.

Tags: Freddy Pedersen, Henrik Lundgaard, Jens Mulvad, Jens Nielsen, Jens Winther, Jørgen Nielsen, Julius Voigt Nielsen, KDAK, Rally, Rallye Monte-Carlo, Robert Nellemann, Rudolf Rottbøll Ørum